0 kommentarer

Sort sne falder af Michael Katz Krefeld

af d. 28. august 2022
Info
 
Sideantal

616

Udgivet

2012

ISBN

9788711395868

 

Bogen præsenteres som en “spændende konspirationsthriller”, og det er ikke helt ved siden af. Der er i hvert fald masser af både spænding og konspirationer i Michael Katz Krefelds “Sort sne falder”.

Politikeren Peter Levin bliver udsat for et attentatforsøg, hvilket resulterer i en sympatisejr for hans parti og de får dermed magten til at vælge den nye statsminister.

PET-chef Nikolaj Storm og kriminalkommissær Katrine Bergman fra drabsafdelingen efterforsker attentatet, der peger mod den yderste venstrefløj. Men pludselig får de kendskab til en hemmelig loge, som også Storms afdøde far var en del af. Efterforskningen leder dem tilbage til en hemmelighed fra fortiden.

I meget lang tid løb historien om attentatforsøget og historien om Nikolaj Storms far ved siden af hinanden, uden at der var nogen sammenhæng overhovedet. Da de to historier ligger milevidt fra hinanden, kunne jeg ikke gennemskue hvordan de nogensinde skulle møde hinanden. Jeg gik ud fra at det ville ske – ellers var der ikke rigtig noget formål med historien om Storms far – jeg kunne bare ikke i min vildeste fantasi se hvordan det skulle ske. Heldigvis er Krefelds fantasi ikke så lidt vildere end min, og selvfølgelig kom det hele til at hænge sammen.

Til at begynde med var de to sideløbende historier med til at gøre mig forvirret på et højere plan. Men de fik mig også til at holde øjne og ører åbne fra første side. Jeg skulle jo nødig gå glip af noget.

Den historie der oprulles er helt vild. Det er konspiration når det er bedst, og jeg elsker det. Nogle forfattere formår at tage en konspirationsteori om et eller andet, og gøre den troværdig. Det gør Krefeld ikke, men han kan garanteret gøre den spændende. Efterhånden som historien udrulles, bliver det hele mere og mere vildt og langt ude, men jeg labber det gladeligt i mig, for det er virkelig god underholdning.

Hovedpersonerne er skarpt skåret, og fremstår troværdige med hver deres respektive særheder og personlige rod. Men det, skygger aldrig for handlingen. Det er der en del krimi-/spændingsforfattere der kunne lære noget af.

Alt i alt var “Sort sne falder” en på alle måder utroværdig, og på alle måder underholdende bog, som hermed får min anbefaling.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter