0 kommentarer

Som en langsom ild af Paula Hawkins

af d. 3. oktober 2021
Info
 
Sideantal

361

Udgivet

2021

ISBN

9788702233704

Originaltitel

A Slow Fire Burning
oversat af Signe Lyng

Udgave

1. udgave

 

Paula Hawkins har gjort det igen – forfatteren, som blev kendt for sin debutroman ‘Kvinden i toget’ (anmeldt flere gange her på Bogrummet) har skrevet endnu en spændende, underholdende og overraskende bog. Bogen udfolder sig i området omkring Regents Canal, hvor alle hovedpersonerne bor – enten i kanalen på en husbåd eller på land.

Også i denne bog er der stor vægt på personskildringerne, der er ikke flere personer, end de er nemme at holde styr på, og alle har relationer på kryds og tværs. Bogen er let og hurtigt læst, man drives fremad og vil vide hvordan det hele hænger sammen.

Først møder vi den unge pige Laura, der kommer hjem smurt ind i blod. Laura er en meget speciel pige, som er vant til at klare sig selv, hun har en kort lunte og reagerer nogle gange uhensigtsmæssigt. Begge forældre svigter på det groveste, hen ad vejen kommer der mange ting frem om Lauras traumatiske liv. Laura har en veninde, den 80-årige Irene, som Laura hjælper med indkøb, de to opbygger et fint venskab trods aldersforskellen.

På en båd i Regent Canal ligger den unge Daniel død – dræbt med knivstik. Også Daniels opvækst hører vi om, heller ikke han har mødt særlig meget omsorg i sit liv. Hans mor døde for få måneder siden, og nu bor han på en ussel,  nedslidt husbåd

Miriam bor i båden ved siden af Daniel – hun observerer hvad der sker i nabolaget, og skriver sine iagttagelser ind i en lille bog. Det var Miriam, der fandt Daniel og kontaktede politiet. Hun bærer på en tragisk historie, traf nogle forkerte valg, en dag, da hun var ung, og det har sat sine dybe spor.

Daniels tante Carla og hendes eksmand Theo har mistet deres barn i en ulykke. Deres ægteskab kunne ikke holde til det, men de ses stadig og har en lidenskab for hinanden, selv om de bor hver for sig.

Så der er rigtig mange af bogens hovedpersoner, der har traumer med i bagagen, er ved at blive tæret op indefra – ‘som en langsom ild’. Nogle lidt ‘skæve eksistenser’ som alle har noget at kæmpe med.

Ud over spændingen omkring, hvem der dræbte Daniel, kommer læseren tæt ind på livet af bogens hovedpersoner, hvilket er bogens store force. Jeg kan godt lide at personerne rummer så mange følelser: vrede, afsky, had og kærlighed. Den er virkelig godt bygget op – efterhånden som personerne afdækkes og man nærmer sig et motiv til drabet på Daniel, stiger spændingsniveauet – og slutningen overrasker.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter