Som en fløjte ved stille vand af Hanne Hedetoft

Bogens hovedperson Maj er taget til London for at fejre julen med fætteren Christopher og dennes familie, samt besøge sin ven Thomas.

Familiehemmeligheder og konflikter blandes med en romance med den skøre waliser Gerry, tanker om livets mål og mening, romantiske barndomsminder og sightseeing i London.

Egentlig skriver Hanne Hedetoft flydende og ganske underholdende, men den lette chik-lit stemning og de forholdsvis banale familiekonflikter fungerer ikke rigtigt i samspillet med den mere melankolske og alvorlige tone, der også slås an.
Jeg havde det også lidt svært med Majs mange selvanalyserende tankemonologer såsom:

“Det var naturligvis ikke, fordi jeg på nogen måde adskilte mig fra resten af menneskeheden ved at være en helgen, der altid tænkte på andre først. Jeg var mindst lige så selvcentreret som gennemsnitsmennesket. Det var imidlertid ved at dæmre for mig, at denne fokusering, der i sig selv var ret uklædelig, tilmed havde været frugtesløst overfladisk. En endeløs, udvendig spejling i andre og andet, en indre causeren med alt for mange ord, hvor jeg havde været mit eget taknemmelige publikum. Jeg var sjældent nået til virkelig at fokusere på det, der måtte være mig, men havde i stedet slået mig til tåls med et genskin af noget, jeg måtte have troet, jeg gerne ville være.”

Det er – bortset fra disse indre monologer – dog vældig hyggeligt at være i selskab med Maj, Gerry, Thomas og de andre rundt i Oxford og London, og man fornemmer tydeligt forfatterens fascination af England og “Brideshead revisited”.

Så en hyggelig bog – der ikke helt ved hvad den vil.

Lån bogen på biblioteket