0 kommentarer

Simon vs. verdens forventninger af Becky Albertalli

af d. 29. juli 2018
Info
 
Sideantal

250

Udgivet

2015

ISBN

9788763845823

Originaltitel

Simon vs. the Homo Sapiens Agenda på dansk ved Thomas Munkholt

 

Simon vs. verdens forventinger er til dig, der elsker feelgood romaner og søger noget let og underholdende læsning her i sommervarmen.

Bogen handler om Simon, der er homoseksuel. Han har ikke fortalt det til nogen, lige med undtagelse af Blue. Hans ligesindede penneven. Langsomt falder de to pennevenner for hinanden, til trods for at de ikke ved, hvem den anden er. Hvordan kan man forelske sig i én, man aldrig har set? En dag falder Simons emails i de forkerte hænder, og han afpresses til at hjælpe denne person, så hans hemmelighed ikke afsløres for hele skolen. Simon må nu forsøge at hjælpe denne person, samtidighed med at han forsøger at gætte, hvem Blue er.

Det er længe siden, at jeg har læst en bog, der har gjort mig så glad indeni og efterladt mig med et kæmpe smil på læben. Simons historie er sød og skøn, og han er en humoristisk og realistisk person, der tog mig med storm. Man har lyst til at læse hans historie og finde ud af, hvem Blue er. Karaktererne i romanen er skildret rigtig godt med hver deres særheder, der blot gør dem mere levende. Albertalli skriver dejlig let og medrivende, og før man ved af det, er bogen læst. Hun tager et relevant og interessant emne op, om at finde og forstå sin egen seksualitet, og at springe ud på et tidspunkt, man selv bestemmer. Alle burde springe ud, når de er forelsket, hvad end man så er homo- eller heteroseksuel. For der burde ikke være forskel på de to, da man forelsker sig og elsker på samme måde. Til trods for, at der er karakterer i romanen, der mobber med homoseksualitet, så oser romanen af forståelse og kærlighed, og jeg elsker den for det. Og for dens måde at behandle emnet på med lige mængde humor og alvor. Det er en rigtig feelgood og hjertevarm roman.

Jeg så filmen først, hvilket jeg egentlig er glad for, selvom Blues identitet så var afsløret. Havde jeg læst bogen først og sidenhen set filmen, ville jeg være blevet utrolig skuffet, fordi så mange ting er skåret fra og ændret, lige fra karakterer til handlinger. Ved at se filmen først, havde jeg noget at glæde mig til og fik en bedre læseoplevelse med en uddybet historie. Bogen får 5 stjerner af mig, og selvom den er henvendt til unge, bør alle gøre sig selv den tjeneste at læse den.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter