148
2012
978-1-77046-079-9
Shenzhen, Paris, oversætter: Helge Dascher ; diverse: Dirk Rehm
Rejsebeskrivelse på tegneserieform fra (trommehvirvel) Shenzhen. Tegneren Guy Delisle arbejder for et canadisk animationsselskab, hans rolle er at gennemse materiale produceret i Kina, før det gøres til færdige tv produktioner. Der er ikke meget at lave når han har fri, der er ingen udlændinge han kan tale med, og de kineserede der ‘kan engelsk’, de… ‘kan engelsk’. Som i, nul og niks. Kedsomheden fremprovokerer en form for kreativitet og han begynder at lave en tegnet dagbog, mens han reflekterer over, hvem der egentlig vil læse en om en mands kedelige, begivenhedsløse hverdag. Givet metoden, er historien tegnet i den rækkefølge den er fortalt. Og det er tydeligt. Tegningerne bliver mere sikre med tiden, figuren ‘Guy Delisle’ bliver mere grafisk genkendelig henad vejen. De enkelte observationer udvikler sig glidende til små fortællinger, i takt med at Delisle finder en passende ramme for sin historie. Men det starter ujævnt, man mærker at dette er Guy Delisles jomfrufærd. Han er en kunstner i sin vorden, og det der her forekommer lettere famlende, forfiner han senere i den fremragende reportage fra Pyongyang. For de tre måneder i Kina fremstår mere som nogenlunde sammenhængende observationer, end som et færdigt værk, modsat efterfølgeren der både beskriver kulturen i Nordkorea og følger en tydelig rød tråd.
På andre punkter viser denne debut alligevel sine styrker: Delisles har en eminent evne til nøgternt at portrættere kulturkløften mellem sig selv og kineserne. Uden hverken ironi eller sarkasme, fremstiller han begge parter i de meget usikre, mekaniske og forvirrede møder.
De første vaklende skridt mod højderne tog Delisle her, og fans vil more sig. Andre bør springe direkte til hovedværket Pyongyang.