Sara & August af Pernille Juhl

Sara med den tysk-jødiske far og den danske mor må i 1938 flygte fra Berlin til Danmark efter den famøse Krystalnat, hvor nazisternes greb om deres jødiske medborgere forvandler sig til et dødbringende kvælertag.

I første omgang får familien en lejlighed i Aabenraa lige nord for grænsen. Det sker ved den uudgrundelige rigmand Erik Vildtofts mellemkomst. Ham kender læsere af “Dagmar og Johannes”, første bind i Pernille Juhls romantiske slægtskrønike om den sønderjyske familie Holmgreen, allerede.

I Aabenraa bor også August Holmgreen, som på få år har forvandlet sig fra en lavstammet, indadvendt yngling til en høj, flot fyr med betydelig selvtillid. Medgangen får yderligere næring, da gymnasiekammeraten Herman tager ham under sine vinger.

Herman er søn af industrimagnaten Otto Juncker, som er glødende tysksindet. Snart sværmer også August for hr. Hitlers tankegods – og Hermans yndige søster Gertrud.

En drilsk skæbne fører Sara og August sammen, sød musik opstår, men slukkes brat, da en rystet Sara erfarer den unge mands forskelligartede sværmerier. Efter et attentat må den jødiske familie flygte videre til København. En spirende romance ser ud til at være kvalt i fødslen…

Historien er forudsigelig, men fungerer alligevel glimrende. Pernille Juhl fanger dygtigt stemningen under krigen, og hendes letflydende prosa rammer behændigt tonen af anno dazumal. Hen ad vejen, da tyskerne smider fløjlshandskerne her i Danmark, bliver handlingen lejlighedsvis ganske spændende.

Når det er sagt, så er der for mange bankende hjerter, kysseklare læber og modige tårer til, at i hvert fald denne læser bliver rigtigt grebet. Personerne er for arketypiske og malet op med den bredeste pensel. Sara har mandelformede øjne og stort krøllet hår, August har grønne øjne og rødt hår, meget mere får vi ikke vide, til gengæld gentages begge dele i en uendelighed.

Selv den berygtede, tyske rustningsminister Albert Speer, som August møder i Berlin, undlader Juhl at beskrive med et eneste ord. Det bliver simpelt hen for blodfattigt. Man fornemmer, at forfatteren har researchet sit stof, men ikke for alvor føler sig hjemme i det.

”Sara og August” vil uden tvivl finde et trofast publikum blandt læsere med en mere romantisk åre og større tolerance over for små, historiske unøjagtigheder. Det er bestemt ingen dårlig bog; sine steder minder den blot om en forvokset ugebladsnovelle.

Lån bogen på biblioteket