0 kommentarer

Rovdyr 1 af Jean Dufaux

af d. 20. januar 2021
Info
 
Sideantal

56

Udgivet

2020

ISBN

978-87-93952-19-5

Originaltitel

Rapaces - oversat af Lea Mejdahl Christiansen

Udgave

1. udgave

 

Forlaget E-vokes evne til at opsnuse oversete små tegneserie mesterværker er i en klasse for sig. Rovdyr har f.eks. 22 år på bagen, men det er nu ikke noget man bemærker i det stemningsfulde værk. Måske lige bortset fra at Twin Towers er med på et par billeder. Selve værket virker nærmest tidsløst og kunne have foregået i enhver amerikansk storby.

Kriminalassistenterne Lenore og Spiaggi ankommer på 123. etage af Rodgers Tower, hvor et lig, tømt for blod, ligger udstrakt i en seng. En syl er stukket ind bag højre øre, og som på de andre ofre har den gennemboret en mystisk cyste.

Læserne ved allerede hvem morderne er, nemlig det smukke søskendepar der pryder forsiden. Men hvad er det for en mission de er på. ”Jeres kongerige er fortabt”, står der på væggen hos det sidste offer. Hvad betyder det?

Rovdyr er første album af fire, hvor andet album er planlagt til april og tredje til august, og jeg fristes da til at sige, at tiden godt må gå hurtigt, for det første album stiller en lang række spørgsmål, der naturligvis pirrer nysgerrigheden.

Det hele lugter langt væk af vampyr, men det er unægtelig en noget anderledes variant af den klassiske vampyrhistorie, selvom man også aner visse ligheder.

Jeg kendte ikke tegner Enrico Marini, selvom han allerede er fordansket før, men hvor tegner han godt, og især hans farvelægning er superb. Han bruger især de grønne nuancer på et en helt speciel stemningsfuld måde, der udtrykker en særegen kulde. Farverne er på en måde med til at give hele albummet en art noir-agtig stemning.

Jean Dufaux er en garvet historiefortæller, for nylig læste jeg en anden E-voke udgivelse han har skrevet, Conquistador, hvor han også bruger overnaturlige effekter i en dragende fortælling. Rovdyr har et helt specielt drive, nogen gange tænker man lidt Sin City der møder Chandler, grumme bagmænd, forræderi og bedrag i en fin blanding.

Eneste lille anmærkning er en lille oversætter fejl i starten, som jeg grublede lidt over. Det er ikke den samme fyr der er blevet dræbt igen, men den samme fyr der har dræbt igen.

Men jeg er solgt og stiller mig i kø til de næste tre albums.

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

 

Bedømmelse
Karakter