Ritt Bjerregaard : en biografi om kvinden og politikeren af Louise Detlefsen

Det er dobbelt ironisk: Da Ritt Bjerregaards albuer banede vej for hende til Socialdemokratiets top, spillede hun på image, der gik rent ind i medierne: Her kom den unge politiker, der pustede støvet af alle kustoderne.

Da de to unge journalister, Christina Lopes og Louise Detlefsen, 25 år efter vil skrive en bog om hende, takker hun nej til at medvirke. Ifølge talerøret Helle Degn med den begrundelse, at de to journalister er for unge. Og kvinden – som ofte er blevet mistænkt for at have sin mand, historikeren Søren Mørch, om ikke som idémand, så en væsentlig bidragyder til hendes politiske provokationer – nægtede samarbejde med de to forfattere, fordi den ene boede sammen med en dagbladsjournalist, der i en anmeldelse gav »Kommissærens Dagbog« en hård medfart. Madame Bjerregaard »havde derfor ikke lyst til at tage chancer«.

Kommissæren har altså gjort, hvad hun kunne for at lægge hindringer i vejen for bogudgivelsen. Et ganske godt udgangspunkt for unge, ihærdige journalister, der får tegnet et nuanceret billede af kvinden, alle danskere har en mening om.

Der er få overraskelser i bogen. Hvem kan for eksempel sige andet end »nå«, når forfatterne fortæller, at det ifølge Ritt var lærernes skyld, når hun ikke fik gode karakterer i skolen. Men forfatterne – der er mere end årgang 1970 og 1971 og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996 – hiver en pæn karakter hjem på en stille, men sikker analyse. Den er ikke docerende, men overlader alt til læserens dømmekraft. De to journalister skærer igennem det flimmer, som er god næring for en provokatør.

I 1992 provokerede Ritt for eksempel daværende partiformand Svend Auken ved at udtale, at hvis det europæiske forsvarssamarbejde, Vestunionen, ville komme til at spille en rolle i fremtiden, så måtte Danmark være med i det. Udtalelsen var stik imod den linje, hun selv havde været med til at udstikke godt et halvt år tidligere som gruppeformand. Døm selv.

Tilbage står et billede af en politiker, der kun har trumfet en ringe mængde love og reformer igennem. En politiker, der hele tiden har fremhævet sine ringe arbejderbaggrund i medierne, mens hun i praksis gjorde, hvad hun kunne for at vise sin foragt for arbejderbevægelsens tendens til puritanisme. Og som det udtrykkes i bogen: »Hvis Ritt Bjerregaards projekt er hende selv, er det lykkedes. Mere end nogen anden er det lykkedes hende at sammensmelte personen og politikeren«.

Bogen er ikke kun et fremragende portræt, men også en grundig skildring af den magtkamp, der fandt sted I den socialdemokratiske folketingsgruppe I første halvdel af 1990erne.

Lån bogen på Bibliotek.dk