Norwegian wood af Haruki Murakami

I denne skønne roman af Murakami introduceres vi til en interessant trio af forskellige personligheder, som man både kommer til at forstå og holde meget af, og som udgør kernen i fortællingen. Den unge Watanabe bliver forelsket i to meget forskellige piger, og heldigvis er det gensidigt; den forsigtige og følsomme Naoka, som egentlig var kæreste med Watanabes bedste ven, Kizuku, og Midori, der er helt anderles udadvendt og ”småskør”. Sidste ord er i gåseøjne, for det er Naoka der døjer med rigtige sjælekvaler, og bliver indlagt på et sanatorium i bjergene for at finde ro og blive bedre. Midori er den, der hiver den noget ungdomssløve Watanabe med på pornomarathoner i snuskede kinoer og besøg på drinksbarer, foruden hjemme i huset over sin fars boghandel, hvor hun forsøger at få Watanabe til at nyde skønheden i en brand i en nærliggende boligblok.

Kærlighed er jo livgivende, men døden er også hele tiden til sted i fortællingen. Kizuki begik selvmord, Midoris far er døende, Watanabes bedste ven, den kyniske Nagasawa, forsvinder ind i udenrigstjenesten for aldrig at blive set igen (et venskab, der afgør ved døden). Hans kæreste, Hatzumi, begår i øvrigt også senere selvmord i et ulykkeligt ægteskab med en anden. ”Death is everywhere” som Depeche Mode synger på albummet ’Black Celebration’ fra 1986, men det er livet jo også. I døsen af sit ungdomssløvsind kæmper Watanabe samtidigt for at finde hoved og hale i alting, og det er i både dybe, rørende og tankevækkende samtaler med de ovennævnte personer, og den ældre kvinde Reiko, Naokas veninde på sanatoriet, at livet, døden og tilværelsen vendes og filosoferes over.

Der er, som i andre af Murakamis fortællinger, flettet en del musikreferencer ind, og det er Reiko, som spiller Beatles lidt vemodige ’Norwegian Wood’ for Watanabe. Seksualitet er også en væsentlig del af fortællingen, og Watanabe og kvinderne har alle noget seksuelt kørende. Musik, sex og død giver en måske besynderlig, men meget fængslende og fascinerende jazzet stemning i denne skønne skæbnefortælling. En sætning jeg bed mærke i var; “Døden er ikke det modsatte af livet, men en del af det”. Ja, vi skal alle den vej, det er uundgåeligt, så lad os ikke blive lammet af frygt, men lad os (for søren) få det bedste ud af tiden. Sådan vælger jeg at læse det. Sjældent at jeg læser en bog to gange inden for kort tid, men det gjorde jeg denne gang.

Lån bogen på biblioteket