Nocturne fra Chile af Roberto Bolaño

Chile: En katolsk præst, hyklerisk. Skal til at dø. Her på sengelejet og hvilende på højre albue ævler han om sit liv. Fra han blev uddannet som præst og slæbte sig rundt i sin tunge præstekjole, til han blev indblandet i politiske sager. Hvad den her præst stort set ikke taler om, er sit egentlige virke som præst (han ville hellere være forfatter eller litteraturanmelder). Halvt blærende, halvt undskyldende får vores præst, Urrutia, fortalt vidt og bredt – om hvilke folk, han har truffet og kendt. Om chilensk litteratur og politik.

Urrutia beretter om flere af de opgaver, han blev sat til af mænd, som opsøgte ham. Mænd, som han mest af alt giver indtryk af ikke at vide hvem var – måske fordi han ikke gad at vide det, så han nu her hvilende på højre albue kan spille lidt offer. Han blev sendt til Europa for at skrive en afhandling om vedligeholdelse af kirkerne i de europæiske lande (hvor den primære strategi var at have en falk ved kirken, som kunne jage duerne væk, så de ikke sked på taget, hvilket nemlig var eroderende, hahaha). Mere prekært eller i hvert fald mindre uskyldigt blev Urrutia sat til at undervise Pinochet i marxisme. Og han kom til fester hos en forfatter, hvis amerikanske mand viste sig at torturere og afhøre chilenere i selv samme hus, som festerne foregik i.

Kort sagt: En præsts samvittighedsbetyngede tale inden han skal dø. Så ved jeg ikke, hvor samvittighedsbetynget han egentlig er – men noget gør at han har behov for at komme af med det, inden han når himlen eller helvede.

Roberto Bolaños talent er indiskutabelt. Findes der en fanplakat af ham, så send den til mig. Det, som jeg ikke helt forstår, er, hvorfor Gyldendal vælger lige netop at udgive denne af Bolaños bøger nu.

Bolaño har skrevet en lang række bøger samt en digtsamling (digtsamlingen burde Gyldendal oversætte til dansk straks – den er “allerede” ude på norsk).
I 2010 kom ”De Vilde Detektiver” på dansk, og i 2012 fulgte ”2666” efter. Begge anses som mesterværker. At det så bliver ”Nocturne fra Chile”, som bliver den næste i rækken på dansk, virker for mig meget tilfældigt valgt fra forlagets side (måske tager jeg fejl). At der så er nogle dumme korrekturfejl, gør det kedeligt, når bogen udgives på et forlag som Gyldendal (det er altid kedeligt uanset forlag, men Gyldendal burde kunne det basale).

Jeg lukker derfor bogen og føler noget uforløsthed. Og får straks lyst til at læse bogen igen. Jeg har tillid til Roberto Bolaño. Og jeg glæder mig og vil æde alle hans bøger råt, når de (forhåbentligvis) en efter en kommer på dansk.

Jeg ønsker faktisk at give bogen en masse stjerner. For sproget, for formen. For humoren. Omstændighederne rundt om bogen, hvis man kan kalde det det, virker for mig bare lidt mærkelige. Men det er en døende mands vildelse måske altid, for hvornår er det nogensinde passende at udgive sådan noget – udover altid?

Lån bogen på Bibliotek.dk