Nocturne af Ed McBain

På nattevagten kaldes Carella og Hawes ud til et mord på en meget gammel dame, likvideret med en pistol på klods hold, og ved siden af hende er hendes kat ligeledes dræbt, skudt gennem hovedet. Den afdøde viser sig at have været verdenskendt pianist, der kort inden sin død havde besøg af en høj flot blond ung mand. På jagt efter Blondie må Carella og Hawes forbi en illegal hanekamp og et bilværksted der stjæler fra kunderne, mens den dræbtes datter sammen med to gangstere er lige i hælene på betjentene, for selv at få fingre i morderen. Sjovt er det, at McBain henviser til sig selv, men han gør det med stor finesse, ved at lade en arrangøren af hanekampen rose Hitchcock for sin opfindsomhed i filmen ‘Fuglene’. Spøgen er at McBain skrev filmens manuskript.

McBain er ikke kendt for at være hverken brutal eller bestialsk i sine beskrivelser, men han advarer læseren om mordet på en ung luder, og man undres for hvorfor gør han det? Men advarslen er på sin plads, for da luderen mister livet sker det under en meget ubehagelig sexseance, der heldigvis er kort, og fy-føj det er chokerende brutalt. Ved hendes obduktion får McBain skudt på både modstandere og forkæmpere for abort. Med snilde pakker han sin fornærmelse ind som en strøtanke hos retsmedicineren, der først tror at pigen er død af en kvaksalverabort.

Fede Ollie Weeks, som McBain brugte mere og mere i den sene del af forfatterskabet, optræder selvklart også, og McBain krydsklipper mellem hans jagt på tre stormyrdende collegeknægte og Carellas opklaring af pianistmordet. Det klipperi er lettere forjaget og irriterende særligt lige omkring mordet på den unge luder, men McBain bløder tempoet op og smækker ganske overraskende en hjertevarm historie om venskab på tværs af nationalitet og generationer på bordet til slut. Ikke siden hans eminente ’Gift’ har forfatteren turdet være så kreativ, og ’Nocturne’ slutter med bravur.

Lån bogen på biblioteket