Naturens små mirakler af Dan Schiødt

Digtsamlingen “Naturens små mirakler”, er en skønsom blanding af digte med meget forskelligt indhold. Der er digte om livet, kærligheden, døden, angsten for livet og om at miste det. Men der er faktisk meget få digte om naturens små mirakler. Og så alligevel, for hvis man tolker ‘naturen’ meget bredt – og måske også bredere end begrebet kan holde til – giver digtsamlingens titel måske alligevel mening.

Digtene er meget forskellige. Nogle er meget poetiske, andre mere opremsende, og det er svært at finde den røde tråd i både indhold og stil. Det kan være helt bevidst fra forfatterens side, men på mig virkede det en smule rodet og forvirrende.

Flere gange under læsningen af digtene tænkte jeg, at der blev serveret for meget for læseren. Mange digte var skrevet i et poetisk billedsprog, der giver læseren plads til egne tolkninger, hvis ikke det lige var for den sidste linje, der tørt og kontant fortalte, hvordan billedet så ud og skulle tolkes. Det gjorde, at flere digte som jeg ellers kunne tage til mig og gå og tygge over, blev sømmet fast så jeg ikke kunne rende med det. Der var lidt ‘det er mit digt, og du rører det ikke’ over det, og det var rigtig ærgerligt. Et eksempel er digtet “Tage fat i de små ting”, der indeholder flere vers med eksempler på de små ting, vi hver især kan tage fat i, for at gøre livet lidt bedre for os selv og vore omgivelser. Digtet afsluttes med “Det er i de små ting, tingene opstår // Hvad med om vi starter nu?”. Med digtets titel har forfatteren afsløret, hvad han vil sige noget om, og det virker overflødigt, at cementere det til sidst. Hav så meget tiltro til læseren, at vedkommende selv er i stand til at se, at det er i de små ting, tingene opstår. Lad læseren selv komme til den konklusion, at det måske er nu vi skal starte. Lidt mindre facitliste og lidt mere tiltro til læseren, ville være at foretrække.

Korrekturlæsning er altid godt, og der skal ikke mange fejl til, før helhedsoplevelsen af en bog bliver ridset. I digtsamlinger er stavefejl, korrekturfejl, forkerte endelser, forkerte orddelinger m.v. fuldstændig forbudt. Der er så lidt tekst, at den bare skal være i orden. Når jeg læser digte, står alle sanser åbne, og den mest ‘uskyldige’ fejl der tvinger mig til at stoppe for at gætte, hvad der skulle have stået, ødelægger fuldstændig flowet i læsningen. Digte har ikke råd til den slags – og der er virkelig, virkelig meget af det i “Naturens små mirakler”.

Lån bogen på Bibliotek.dk