Min fars flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943 af Bent Blüdnikow

Jødernes flugt fra Danmark til Sverige i oktober 1943 er og bliver et mysterium. Hvorfor lod den tyske besættelsesmagt lige nøjagtig de danske jøder slippe, mens der længere sydpå på kontinentet blev gået til makronerne med en nådesløs nidkærhed?

Det lykkedes godt 7.000 danske jøder at flygte til det neutrale Sverige, mens tyskerne vendte det blinde øje til. Havde tyskerne sat alle kræfter ind, havde de så let som ingenting kunnet sende de danske jøder til Auschwitz.

Journalisten og historikeren Bent Blüdnikow har begået en særdeles interessant bog om flugten set primært gennem sin fars briller og gennem det jødiske samfunds briller. Historiske fakta og fortolkninger, som er kendte, underbygges med interviews og erindringer skrevet af danske jøder, som forfatteren blandt andet gennem sit medlemskab af Mosaisk Trossamfund har et tættere forhold til end de fleste.

Blüdnikow sætter aktionen ind i en større – også europæisk – kontekst, og her er det, at bogen må roses for at komme vidt omkring. Det vil måske genere fagfolk, men for lægmand er bogen en god og overskuelig indgang til begivenhederne. Her undgår Blüdnikow netop at gøre fortællingen til et isoleret drama på Øresund. I stedet rammer han fortællingen ind i en relevant helhed med en beskrivelse af jødernes liv i Danmark, integration, flugthistorie, efterfølgende optagelse i Den Danske Brigade i Sverige og også en formidabel beskrivelse af den ikke særlig store, men dog tilstedeværende antisemitisme, der fandtes i Danmark: Her er case-historien en helt utrolig sag om bagvaskelse i det nazistiske propagandatidsskrift Kamptegnet, som den danske antisemitisme primært var koncentreret omkring.

På få linjer magter Blüdnikow desuden at beskrive det besynderlige dobbeltspil, både den rigsbefuldmægtigede Werner Best og hans diplomat, Georg Duckwitz, havde gang i. Her kan knap så indviede hoppe med og få et udbytte.

Blüdnikow erkender, at en af de mange faktorer, der muliggjorde redningen af de danske jøder, var samarbejdspolitikken. Samtidig er han dog meget kritisk over for selv samme samarbejdspolitik, når han ser verdenskrigens folkemord i et globalt perspektiv – og ikke blot i et nationalt perspektiv. Her har Blüdnikow bestemt en pointe. Landbrugseksporten til Tyskland – vel det meste af samarbejdspolitikkens forudsætning – var bestemt med til at holde det krigsgale Nazityskland kørende – og dermed muliggjorde det bestialske folkemord mod jøder, sigøjnere og kommunister i øst. Det er nu heller ikke nyt.

Det afgørende i bogen er familiehistorien. Bent Blüdnikows far, den nu 90-årige Benjamin Blüdnikow, der var en ud af ti jødiske flygtninge, som kæntrede med en plimsolle midt på Øresund. Syv blev reddet. Tre blev suget ned i dybet og indhentet af døden. Det skete klokken 1 om natten. Benjamin Blüdnikows armbåndsur gik i stå, da han svømmede i den kulsorte nat og det mørke, kolde vand. Uret har han endnu, og viseren står stadig på 1. Benjamin Blüdnikow og hans senere hustru, Henny, måtte tage flugten om, og i anden ombæring lykkedes den.

Bent Blüdnikow har interviewet væsentlige samtidsvidner og skildrer i det hele taget optakten til evakueringen og evakueringen tæt og autentisk. På det mikrohistoriske plan har han gjort lidt af en detektivopdagelse. Da 73 jøder blev knaldet af Gestapo på kirkeloftet i Gilleleje den 7. oktober, var der en enkelt, der undslap – ved at klatre op i klokketårnet. Han hed Bruno Schmitz og var en af de tyske jøder, der flygtede til Tyskland, mens tiderne endnu var til det. Det tragiske i fortællingen er, at den samme Bruno Schmitz var en af dem, der senere druknede under flugten til Sverige. For første gang får vi navn og ansigt på denne unge mand, der overlevede nazisterne, men ikke klarede den dramatiske flugt.

Bogen er skæmmet af en række faktuelle fejl, som kun kan skyldes tanketorsk eller manglende korrekturlæsning, for Blüdnikow ved naturligvis bedre. Krystalnatten fandt ikke sted i 1939, men i 1938. »De lange knives nat« (en række politiske likvideringer, som Hitler foretog fordi de paramilitære brunskjorter i Sturmabteilung var ved at blive ham for uregerlige) placeres også et år for sent i kronologien, nemlig i 1935. Og Nazitysklands overfald på Sovjetunionen begyndte den 22. juni 1941 og ikke ved årsskiftet 1940-1941, som det hævdes.

Lån bogen på biblioteket