Mands himmerige af Henrik Pontoppidan

Klassikeren Mands himmerige, der første gang udkom i 1927 men efterfølgende rettet til af forfatteren selv, til en endelig version der udkom i 1961. Det er den udgave der med moderne retskrivning og med et fint forord af Puk Damsgård netop blevet genoptrykt. Romanen handler om den iltre journalist Niels Thorsen der vrages til posten som chefredaktør ved den liberal avis Friheden, samtidigt har hans ægteskab slået gevaldige revner, og hans kone Asta er flyttet hjemmefra. Det er et stort nederlag for Niels, så da hans gamle skolekammerat tilbyder ham en stilling hos den misligholdte konservative avis Døgnet, slår han til. Asta der er bekymret for sin mand flytter hjem for at støtte ham, men det står hurtigt klart at deres forhold kun udvikler sig til det værre. Niels bruger al sin tid og kræfter på en lang række artikler hvor han høvler sine tidligere kolleger og meningsfæller godt ned. I begyndelsen stiger Døgnets oplag, men efter hånden som Niels bliver mere og mere skinger i tonen vender både avisens medarbejdere og de konservative ham ryggen. Når der endelig er tid til Asta er han kun optaget af avislæsning eller egne tanker. Da Asta bliver gravid og tror det vil føre dem sammen oplever hun kun tilsidesættelse, og ender med i desperation at tager en overdosis sovemedicin. Efter Astas selvmord forstår Niels intet, han har jo altid behandlet hende godt, synes han, men nu hvor han står alene og i samfundet betragtes som en utilregnelig og rablende skribent lukker han sig ind i sig selv og dør kort efter.
Romanen foregår omkring 1. verdenskrigs og skildre den københavnske partipresse. Man kan jo spørge sig selv om den kan bidrage til noget i dagens Danmark, eller om det blot er en klassiker i dansk litteratur, og skal læses som dette. Her må jeg give Puk Damsgård ret, i sit forord drager hun paralleller til pressen og de SoMe-krigere der hver dag forsøger at overbevise os med netop deres sandhed, der ikke altid er lige troværdige. Som hun skriver: “Hvis Mands himmerige blev læst som en ond gammelmandsroman i 1927, læser jeg den i dag med åndenød som en gyser og et varsel. Hvis vi ikke mander os op – for nu at blive i jargonen – går vi til grunde under polariseringens og selvretfærdighedens åg, længe før klodens opvarmning gør det af med os. Denne genudgivelse er som en meteor, der slår ned.
Pontoppidan har skænket os en beskæmmende gave til vores samtid.”
Så ja, en klassiker men også en yderst aktuel bog som giver stof til refleksion og som jeg på det varmeste anbefaler at læse.
Henrik Pontoppidan født den 24. juli 1857 i Fredericia. Død den 21. august 1943 i Ordrup og begravet i Rørvig. Pontoppidan begyndte oprindeligt at studere til ingeniør, men forlod den bane og blev i stedet forfatter. Han regnes for en af Danmarks største litterære skikkelser, og modtog i 1917 Nobels Litteraturpris for sine »autentiske beskrivelser af hverdagslivet i Danmark«. I sine erindringerne kalder Pontoppidan sig selv for stridsmand. Hans første værker fra 1880’erne om de elendige sociale og menneskelige vilkår i landbefolkningen tager klart parti for de undertrykte, og revsede både de velstillede bønder og den grundtvigianske åndelige bevægelse. Men selv om kritikken retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse. Denne psykologiske interesse rettes imidlertid også mod de herskende borgerligt kristne illusioner om menneskets natur. I forfatterskabets sidste del, fuldførte Pontoppidan sin lange vandring mod sig selv ved at stille skarpt på den mandlige, kærlighedsfjendske magtvilje, som for ham var kulturens byrde.
Blandt hans mest kendte værker er “Lykke-Per” (1898–1904), “Det forjættede Land” (1891–95) og “De Dødes Rige” (1912–16)
Boganmeldelse en er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Gyldendal, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.

Lån bogen på biblioteket