144
2015
876383930X
”I læ mellem sandbjergene hang der en duft af klitroser og lyng. Marehalmen havde en meget tør, halmagtig lugt. Magnolia syntes, det var en fryd for næsen. Her var det med at se sig godt for, ikke kun på grund af hugormene, der var andre farlige dyr, myg, brumbasser og hestebremser…” (s.9)
Denne bog er et lille sommermirakel – en stemningsfuld og dybfølt fortælling for børn. De indbydende akvarelillustrationer af Lea Letén spiller organisk sammen med Bent Hallers magisk realistiske univers – og føjer en ekstra dimension til historien om de fire børn, som med mormor og morfar er på ferie i et sommerhus ved Skagerak.
Hovedpersonen, Magnolia, er en tænksom og drømmende størrelse – den yngste i flokken, som også består af storebror Orbin og 2 kusiner. I lyserøde gummistøvler følger hun troligt efter, når de andre børn skal ned for at fiske. Storebror vil gerne bestemme og lover mormor at skaffe fisk til aftensmaden. Men det er Magnolia, som fanger en underlig fisk.
Da hun om aftenen vil smide den i havet, bliver den ved at skylle op på stranden igen, og pludselig begynder den at tale! Den fortæller historien om ”Lille Klump”, en besynderlig skabning, der prøver at finde ud af, hvor blandt havets fisk den hører til.
”Lille Klump”s fortælling er et eventyr i eventyret og spejler Magnolias egen følsomhed og søgen efter at være en del af fællesskabet. Samtidig antyder den kærlighedsbåndet til og savnet efter moderen – for har Magnolia ikke for længe siden hørt en lignende historie? Og havde mor som barn ikke en sten, der lignede ”Lille Klump”?
Børnenes forældre er taget på ferie i Norge, fordi Magnolias mor har været syg og skal komme til kræfter. Man fornemmer i børnehøjde, hvordan det er at savne og vente uden at have så mange ord for det. Mormor og morfars hytte ved Skagerak udgør en tryg ramme – men er ikke kun idyl. F.eks. kan man dø, hvis man bliver bidt af en skovflåt! Bedsteforældrene er et spøjst par, der jævnligt bliver uvenner. Morfar, som er svensker, må som en anden Emil fra Lønneberg søge tilflugt i skuret, hvor han snitter træfigurer, når mormor bliver sur!
Bent Hallers lidt ”bedstefaragtige” og meget fantasifulde sprogbrug skaber et unik univers, som man får lyst til at flytte ind i. Bogen egner sig til højtlæsning og samtale for børn i ca. 6-8 års alderen – gerne i en sommerferie med tid og ro til fordybelse. Min varmeste anbefaling!