Magiens farve af Terry Pratchett

Velkommen til Diskverden. En verden der er flad, og bæres gennem universet på skildpadden
Den Store A´Tuins rygskjold. A´Tuins øjenæbler er store som kontinenter, så er størrelsesforholdet på plads. Diskverdenen er befolket af herlige typer der alle introduceres i den første historie, hvor den uduelige troldmand Vindekåbe skal fungere som turistguide. Turisten der skal guides er en uforskammet rig fireøjet fyr, der har sin bagage på slæb. En bagage bestående af en kiste udført i magisk træ med tusind ben, ben af kød og blod som kisten kommer rundt ved hjælp af. Skørt? Yes!
Der er tyvelaug, morderbander, barbariske helte, svindlere, en korrupt krofatter, drager du skal tænke dig til, og de døde som ikke lige har tid til at være helt døde. Og selveste Døden selvfølgelig, ikke at forglemme.
Det er altsammen herligt at høre om, men der mangler en rød tråd. Der er fire-fem historier og det eneste de har til fælles er at de er listet i kronologisk orden. Vi følger troldmanden og turisten (og kisten), fra start til slut, men der er ikke nogen logisk sammenhængende handling. Det har sikkert heller ikke været meningen.
Deres eventyr er ret vanvittig læsning, morsomt tilligemed, men ind imellem bliver det for navlebeskuende bizart. Det læner sig op af Douglas Adams når Pratchett stritter ud ad en tangent, og svagheden ved Adams var netop at han ofte blev for bizar. Fans af Adams vil naturligvis elske ham for netop det. Det gælder ikke for undertegnede, derfor taber jeg hurtigt interessen for ”Magiens Farve”. Den første historie holder 110% men derefter løber det ud i sandet.
At Pratchett kan skrive og underholde er ubestrideligt, så er du til vanvittig bizar fantasy er den her helt sikkert kræs for kendere.

Bogen er tidligere udgivet med titlen: “Når magien bliver for broget”

Lån bogen på bibliotek.dk