0 kommentarer

Lysere dage af Christina Andersen Reyn

af d. 26. maj 2021
Info
 
Sideantal

115

Udgivet

2021

ISBN

978-87-999933-5-2

Originaltitel

Lysere dage

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Sikke en lille smuk bog. Den ligger godt i hånden – et handy og silkeblødt format i smukke afdæmpede farver og med et forsidebillede af en kvinde, der forsøger at trække en blå himmel ud over de mørke skyer, der faretruende gør verden mørk. Alt imens hun faretruende balancerer på umage kasser af sorg, forventninger og bristede drømme.

Så er scenen sat til fortællingen om en introvert malerinde – må man mon bruge denne kvindelige betegnelse mere, eller bliver nogen krænket? Vores ”heltinde” har hjertesorg og er taget i sommerhus, langt væk fra venner og familie, der så gerne vil have, at hun ser at komme videre og ikke viser sin sorg frem.

Som selskab har hun cigaretter og gin, og da hun løber tør for forsyninger, må hun søge mod den lokale købmand, og her hjælper ingen kære mor. Ekspedienten er ret så ekstrovert, og beslutter, at her er et medmenneske, man skal tage sig af. Og vupti, så er vores hovedperson pludselig med til fællesspisning og passer Hans Jørgens hund, for han skal på hospitalet, og nogen skal jo passe den. Og hun bliver da boende, ikke?

Skridt for skridt må cigaretter, gin, sorg og ensomhed se sig overhalet af fællesskab, hundeliv – og sågar en mand (der måske godt kunne betegnes som charmerende), som lokker malerglæden og penslerne frem igen.

Og ligesom på en stormfuld efterårsdag, så letter de tunge skyer, og man aner solskin i horisonten. Der er lysere dage på den anden side af sorgen.

Bogen er skrevet i et poetisk og let sprog, der understreger handlingen fint. Man føler empati for heltinden og en nænsomhed blandet med nysgerrighed driver læseren frem. Undervejs bliver der også brug for smilebåndet, for bogen rummer også humor og glæde. Flere steder giver sproget et uventet spark og får læseren til at stoppe op og nyde ordvalget eller falde i staver over et spørgsmål.

En dejlig og livsbekræftende bog. Flere gange kom jeg til at tænke på Anne Linnets musikunivers, bogen har lidt samme vemodige, stille og insisterende rytme.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter