0 kommentarer

Løftet af Harlan Coben

af d. 10. december 2020
Info
 
Sideantal

431

Udgivet

2008

ISBN

978 87 11 31007 6

Originaltitel

The Promise - oversat af Henrik Enemark Sørensen

Udgave

1. udgave

 

En del mandlige spændings- og krimiforfattere har en forkærlighed for at skabe hovedpersoner med superhelteegenskaber, som er rendyrket i et militært elitekorps. Træmænd udadtil, men med en aldrig svigtende sans for retfærdighed.

Svenske Jan Guillou fik kolossal succes med adelsmanden Carl Hamilton, britiske Lee Child tjener millioner på sin stenhårde Jack Reacher – og amerikaneren Harlan Coben, der normalt skriver en anelse mere nuanceret, bliver ved med at vende tilbage til Myron Bolitar og hans ven Wim, som læserne åbenbart ikke kan få nok af.

Myron er et muskelbundt af en tidligere basketballstjerne, sofistikeret advokat, kvindebedårer, yderst velhavende og med et hjerte, der banker for samfundets svageste. Klicheernes kliché. Vennen Wim er en let twisted Batman-type, milliardær med ubegrænsede finansielle og tekniske ressourcer, selvforsvarsekspert, womanizer og altid frisk på at banke skurkene til hakkekød eller give dem akut blyforgiftning.

I ”Løftet” indgår endvidere et antal modellækre kvinder og nogle bad guys så fæle og kompetente, at det er lige før, Myron og Win kommer i vanskeligheder. Den ene skurk når faktisk at bide en luns af Myrons ben!

Plottet er klart bedre end dets persongalleri. Myron kommer for skade at love to teenagepiger, at hvis de engang ender i en situation, hvor de har brug for et lift, må de ringe døgnet rundt, uanset hvor de befinder sig.

Det benytter kønne, mutte Aimee sig af; Myron må sadle den hvide hest kl. 2 om natten og køre tøsen til en sær adresse på en blind vej. Næste dag er hun sporløst forsvundet. Godhjertede Myron sætter nu alt ind på at finde pigen, hvis mor er Myrons tidligere kæreste.

Tidligere er en pige fra samme skole forsvundet på lignende vis. Begge piger har undervejs hævet 1000 dollar i den samme hæveautomat, begge ser ud til at være stukket af frivilligt. Men kan det nu passe?

Som sagt roder Myron sig ud i nogle dødsensfarlige situationer, som han kun klarer med det sorte af neglene. Heldigvis scorer han en ny kæreste, som er både smuk og gavmild med sine ynder, og heldigvis har han Wim i baghånden, når det går værst for sig.

”Løftet” er en blanding af krimi og action, fermt konciperet, blottet for kedelige steder, glemt umiddelbart efter sidste punktum.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter