0 kommentarer

Kvinden i vinduet af A.J. Finn

af d. 6. januar 2021
Info
 
Sideantal

424

Udgivet

2018

ISBN

978 87 11 56975 7

Originaltitel

The Woman in the Window - oversat af Charlotte A. E. Glahn

Udgave

1. udgave

 

“Kvinden i vinduet” er en fuldkommen perfekt thriller. Velskrevet, velskabt, veloplagt. Den sagesløse læser indfanges effektivt i forfatterens spind allerede fra første sætning og spræller hjælpeløst til sidste punktum. Spændingen holder hele vejen.

A.J. Finn fik i 2018 et monsterhit med “Kvinden i vinduet”, som straks blev solgt til såvel filmatisering som til udgivelse i 40 lande.

Efter en forfærdelig ulykke, som først oprulles sent i handlingen, har børnepsykologen Anna Fox udviklet et traume, som binder hende til hjemmet; et kostbart newyorker-byhus med en tilsyneladende uudtømmelig vinkælder og en vildtvoksende have på tagterrassen.

Anna lider af agorafobi, angst for åbne pladser, hvilket indebærer, at hun ikke kan gå ud under åben himmel. Hun er henvist til en hverdag med angstdæmpende medicin, dyre Merlot-rødvine (alt for meget af begge dele), online-skakpartier og chat med ligesindede på websitet agora.com.

Nå ja, og så holder hun et vågent øje med sine naboers gøren og laden gennem en kraftig kameralinse. En skønne dag overværer hun noget, der måske er et mord i huset overfor. Oven i købet på en kvinde, hun lige har haft besøg af.

Problemet er bare, at Anna netop har drukket to flasker rødvin og indtaget store mængder piller, der helt parentetisk har hallucinerende bivirkninger.

Listigt og troværdigt sår A.J. Finn tvivl om, hvad læseren kan stole på undervejs. For selv om Anna uden tvivl er en begavet dame, så er hun altså også mere end en smule kukkuk. Eller er hun? Måske er hun lidt for inspireret af alle de sort-hvide filmklassikere, som hun er så afhængig af.

Annas telefonsamtaler med den mutte datter og eksmanden, der åbenbart er en lun fætter, er ømme, vittige og smertefulde på en måde, der griber læseren om hjertet – og som hæver bogen kilometerhøjt over halvfems procent af al anden spændingslitteratur.

Også samlivet med den gnavne kat Punch og interaktionen med den flotte lejer David, den energiske fysioterapeut Bina og forskellige andre personligheder forlener fornemt “Kvinden i vinduet” med et anstrøg af hverdagsrealisme, der giver chokkene undervejs desto større effekt.

De sidste 20-30 sider bør ikke læses lige før sengetid og slet ikke af folk med svagt hjerte.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter