342
2024
9788775936694
1. udgave, 1. oplag
Maria Hirse er kendt fra tv, der har været mange omtaler af hende igennem tiden og pludselig var der ret stille. Hun har før udgivet bøger om sig selv og sit liv, blandt andet om spiseforstyrrelse og opvækst. Denne gang får man historien om hendes tur i fængsel. Hun har tilsyneladende sendt et tæskehold efter en ekskæreste, men der er jo altid mere end det man hører i medierne bag kulissen, derfor er her hendes egen fortælling om hvad der er foregået og hvorfor hun endte i fængsel.
Der er ikke skjult noget, så man kommer med helt ind hvor de fleste aldrig kommer. Man hører om måden dagligdagen bliver når man ikke har sin frihed. Man hører om slåskampe, mobning, trusler, afsavn og alt hvad det ellers indebærer. Men man får også en hårdere side af Maria præsenteret. For selvom hun er sårbar og savner sine børn, så er hun nødt til at beskytte sig selv mest muligt så længe hun sidder inde. Dog får hun alligevel dannet nogen venskaber eller fællesskaber og qua hendes uddannelse bliver hun også brugt som en pseudoterapeut for nogen af de andre indsatte.
Det er ikke en pæn historie om hvordan Danmarks tidligere tv-darling pludselig kom i uføre og så rejste sig igen. Nej, det er mere en historie der udover at fortælle om hendes liv, sætter fokus på de forhold der rent faktisk er bag murerne, når man sidder som indsat i Danmark. Om tovtrækkeriet med systemet, om rettigheder, om behandlingsmuligheder med mere.
Bogen er godt skrevet og Marias skriftsprog er flydende og enkelt. Bogen henvender sig nok mest til dem der har interesse i at vide mere om hende selv og ikke mindst om fængselsophold og hvordan de foregår, men den henvender sig også til dem der måske har gjort noget forkert men hvor det er gjort for at redde sig selv.
En hård historie men med et stort livshåb.
Anmeldereksemplar.

