0 kommentarer

Kaptajnen og Ann Barbara af Ida Jessen

af d. 23. juni 2021
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

501

Udgivet

2020

ISBN

9788702299007

 

I midten af 1700-tallet består meget af Jylland af hede. Strid lyng, ufrugtbar jord, hylende vinde, vilde fugle, glubske ulve. Et vældigt spild af potentiale, som vel burde kunne udnyttes mere konstruktivt?

Det mener i hvert fald den velhavende tyske kaptajn Ludwig von Kahlen, som på sin ædle ganger og med kisten fuld af guld udser sig en forblæst bakketop i et uvejsomt område omkring Viborg, hvor han lader opføre et fornemt hus med rigtige blyindfattede ruder og alt til faget hørende. Her vil han med kong Frederik V’s billigelse opmåle og opdyrke heden.

Beboerne i området anser kaptajnen som bindegal. Man opfører ikke huse på bakketoppe, og man opdyrker ikke heden, punktum.

Den lokale herremand, Schinkel til Hald, anser snarere kaptajnen som farlig. Schinkel ønsker ingen indblanding i sin egen ulovlige annektering af kongens jorder, hans krybskytteri, hans skalten og valten med bøndernes liv og ejendom – inklusive den modbydelige skik med, at herremanden efter et bryllup har ret til at ligge med bruden, før det bliver hendes mands tur.

Med Schinkel har Ida Jessen skabt en skurk af episke proportioner. Hold da helt op, hvor bliver man tosset på den mand undervejs. Hvis du har set Hasse Alfredsons “Den enfoldige morder”, ved du præcis, hvilken type dumt svin der er tale om.

Og nu vi er ved sammenligningerne. “Kaptajnen og Ann Barbara” er i familie med Kim Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, en ligeledes overdådigt velskrevet og dybt original roman, der på billeddannende vis formår at fremmane 1700-talsdanskernes grovkornede menneskesyn og uhumske levevis.

Bøger som “Kaptajnen og Ann Barbara” og ”Profeterne i Evighedsfjorden” sætter danskernes nuværende selvtilfredse mereværdsfølelser i forhold til resten af verden behørigt i relief. For et øjeblik siden var vi selv primitive, snavsede tåber.

Kaptajnen knokler, som kun en tysker kan, for at modbevise omgivelsernes skepsis over for sine højtflyvende drømme. Den smukke uniform, han ankom i, bliver mere og mere luvslidt, parykken er efterhånden mere sort end hvid, fødderne i de førhen skinnende blanke støvler fyldes med gigt og ligtorne.

Til alt held får han modstræbende selskab af den vilde, men humørfyldte taterpige Anmai Mus, og senere af den arbejdsomme Ann Barbara med de brændte vinger. Pigen og kvinden fylder den stive, påholdende mands liv med menneskelig varme, solide lapper på tøjet og et hæderligt måltid i ny og næ.

“Kaptajnen og Ann Barbara” er en sørgmunter historie baseret på virkelige personer og historiske kendsgerninger, smukt krydret med Ida Jessens fabulerende fantasi og eminente gehør. Romanen er et højdepunkt i et i forvejen eksemplarisk forfatterskab.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter