JEG – en seriemorder af Jakob Thomassen

Via Saxo.com kan enhver udgive sine egne tekster i elektronisk form, og sælge dem til interesserede. Der er altid nogle der tilbyder et eller flere værker ganske gratis, hvilket i mine øjne er en god idé, da sådan nogen som mig så kan stifte bekendtskab med nye danske talenter, uden at risikere at købe den berømte kat i sækken.

Beskrivelsen lød interessant, så jeg hentede bogen til min feriepakkede e-bogslæser.

Efter nogle få sætninger, var min interesse vakt. Jakob Thomassen skriver slet ikke så tosset endda. Små korte og præcise sætninger, uden overflødige detaljer. Sådan som jeg bedst kan lide det. Historien flød ubesværet over de første mange sider, og en frygtelig historie om forældres alvorlige svigt af sønnen Ernst og hans handicappede bror, udfoldede sig. Stille og roligt ændres historien fra at være en tragisk fortælling om drengen Ernst, til at blive den mere og mere groteske beretning om seriemorderen Ernst. Jeg ved ikke hvor Jakob Thomassen har hentet sin inspiration til de mange kvalmende detaljerede beskrivelser af div. måder at aflive dyr og mennesker på, og jeg tror heller ikke at jeg har lyst til at vide det. Men jeg kan ikke lade være med at være lidt bekymret for forfatteren.

Jeg vil ikke udelukke, at nogen finder splattergenren interessant. Jeg vil dog helt udelukke, at jeg er en af dem. Det var simpelthen for meget, for detaljeret, for klinisk og for klamt. Efter endt læsning følte jeg mig fuldstændig tom og kold indeni, og kunne slet ikke samle tankerne om noget. Lidt skræmmende oplevelse, men uanset hvad, må jeg nødvendigvis give forfatteren en ekstra stjerne for den oplevelse. Kun folk der kan skrive, kan skabe følelser (eller mangel på samme) hos sine læsere – og det kan Jakob Thomassen.

Som sagt, er selvudgivelse en udmærket ting. Bagsiden er så, at det er næsten umuligt, at komme ud til et bredere publikum, og at ALT slipper igennem. Jakob Thomassen har åbenbart ikke haft nogen til at læse korrektur på teksten, inden den gik i “trykken”. Klassiske stavefejl, underligt formulerede sætninger, der skulle læses flere gange inden de tilnærmelsesvis gav mening – for slet ikke at tale om alle dem, hvor jeg simpelthen opgav at få en mening med ordene.
Det kan lyde snobbet og bedrevidende, at påpege den slags, men for mig er alle disse fejl – uanset hvor ubetydelige de hver især måtte synes – små håndbremsevendinger i en ellers fint kørende fortælling. Med andre ord, så ødelægger den slags sjusk helhedsindtrykket.

Jakob Thomassen har udgivet endnu et værk – en novellesamling. Men efter at have læst ”JEG”, har jeg ikke behov for at læse mere fra hans hånd foreløbig. Dels p.g.a. det klamme indhold, og dels fordi det bare er sjasket igennem inden udgivelse.