I en dråbe af Sissel-Jo Gazan

*I en dråbe’ er første bind i en ny trilogi med Mia Jinju Thiel-Jensen som hovedperson. Og hun er absolut et spændende bekendtskab. Hun er adopteret fra Korea, hun er modig, har retfærdighedssans, er intelligent og så er hun udstyret med en superhukommelse og en eminent evne til at genkende ansigter og huske navne på personer, hun kun har mødt ganske perifert. Det fænomen hedder ‘eidetistisk hyperthymesi’ – og er et af bogens eksempler på, at Sissel-Jo Gazan, som er uddannet biolog, bruger fagtermer. Et andet eksempel er en hel speciel genetisk afvigelse samt en viden om eksotiske planter og frø.

Mia, som i 1984 ved bogens start er teenager, har et skænderi med sin mor, Merethe, den aften Merethe forsvinder – hun går ud for at poste et brev, og kommer ikke tilbage.

Finn, hendes mand, tror, at hun er gået, fordi hun har fundet ud af, at han har været utro, så han er lidt tøvende med at efterlyse hende for hurtigt. Da Merethe findes dræbt, retter politiet hurtigt søgelyset mod Finn – i langt de fleste tilfælde er det jo som bekendt ægtefællen, der er skyldig, og Finn lyver åbenbart om, hvad han foretog sig den aften, Merethe forsvandt. Mia er overbevist om hans uskyld.

Som voksen søger Mia ind til politiet, og der sker to drab på kvinder, som har visse ligheder med drabet på hendes mor. Mia må gå stille med sin efterforskning for ikke at blive erklæret inhabil.

Sideløbende er der en bande, der huserer i Næstved, en person, som kaldes ‘Kongen af Næstved’ afpresser, manipulerer og truer unge mennesker for at få dem ind i sit net, som bl.a. drejer sig om vold og narkohandel. Denne del af historien afsluttes ikke, men mordene på kvinderne opklares.

Ud over krimidelen er der et meget aktuelt emne: adoptioner fra Korea. Kan man stole på papirerne, som følger børnene? Er Mia forældreløs og fundet på gaden? Selv husker hun sin mor og en mand, der har brændt hendes arm med en cigaret, og da hun har superhukommelse, tror man på hendes erindringer. Det er en egenskab, der gøres meget ud af – og derfor undrede det mig, da Mia er til en begravelse, og der står: ‘Der var en del ansigter, som Mia genkendte uden at kunne huske, hvad de hed‘ (side 326)

Bogen strækker sig fra 1984 til 2001, en periode, hvor DNA-analyser vinder frem, hvilket spiller en rolle i bogen. Som et lille kuriosum er Søren Marhauge med som biperson.

Der er rigtig mange sideløbende handlinger i denne bog – det skyldes måske, at det er optakten til en trilogi, hvor vi i de næste to bøger får bundet de sidste ender. Jeg kan godt lide biologsynsvinklen, som kommer frem mange steder i handlingen, og Mia er bestemt heller ikke kedelig. Det er måske en lidt nem løsning at få serveret en dagbog, der på de sidste sider røber alt – men jeg vil selvfølgelig ikke røbe noget her. Det er en krimi, som samtidig gør meget ud af, at læseren lærer personerne at kende – først og fremmest Mia.

Alt i alt en god, spændende krimi med mange problematikker og aktuelle emner.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket