119
1986/2025
978-87-02-42290-0
Hunden
2. udgave, 1. oplag
En lille bog med en stor dybde..
Der er kælet for bogen. En hund, der vejrer op mod vinden byder læseren velkommen allerede på den smukke dueblå forside. Omslaget er silkeglat og lækkert, formatet handy – lige til en dametaske eller en dyb herrefrakkelomme. En superfin gave til hunde- og/eller naturelskeren – eller til dig selv.
Bogen handler om en lille hundehvalp, der i forsvinder fra sin ejer og fra sin mor i Nordsverige under en snestorm. Da snestormen lægger sig, leder man efter den lille hund, men den er ingen sted at finde.
Hundehvalpen er kommet så langt væk, at den ikke kan finde hjem, og nu starter kampen for at overleve i den barske natur. Den lille hund er våd, bange og sulten, og må nu selv skaffe sig varme og føde.
På barsk – og dog nænsom vis, lader Kerstin Ekman hundens ur-instinkter komme til live. Kerstins Ekmans beskrivelse af hvalpens møde med skovens planter og dyr, den barske natur og det foranderlige vejr er skrevet med en sådan indlevelse, at det er som selv at være dybt inde i en skov, prisgivet vejret, årstiden og fangstlykken. Alt er beskrevet så intenst, at man fornemmer træernes skygger, blomsternes duft og vindens kulde.
I et interview har Kerstin Ekman udtalt, at hvis hun ikke havde ladet den lille hvalp finde et elg-kadaver tidligt i historien, var det blevet et kort liv for hunden og dermed for historien. Og således kan en forfatter gøre en stor forskel for en lille hund 😊
På et tidspunkt i historien støder ejeren tilfældigt på hunden, der nu er et vildt dyr, og hans nænsomme vedholdenhed med at skabe kontakt med hunden er så smukt og vidunderligt beskrevet, at det næsten er guddommeligt.
Bogen kan læses som en barsk og smuk historie om en hund, der bliver væk – men også som en metafor for, hvor lille del af naturen mennesket kan beherske. Om at have respekt for naturen og dyrene og være ydmyg i sin tilgang dertil. En smuk og dyb historie om, at naturen godt kan klare sig uden mennesket, men at mennesket også kan gøre en forskel i naturen.
Det er en langsommelig bog, mest skrevet fra hundens synspunkt – og Kerstin Ekman skriver så smukt og indlevende om det hele. Læs den!
Anmeldereksemplar