Hengemt på flasker af Ane Gudrun

Sikke en redelighed. Først er hovedpersonens mand hende utro, nu står hun så og venter på en færge for at tage over til et sted som hun slet ikke har lyst til at besøge, og da hun endelig ankommer til det lille faldefærdige sommerhus som hendes far har efterladt hende, så er det hele så dårligt og elendigt at hun er ved at opgive. Men så kommer der mennesker ind i hendes liv og en hund og der sker et drab hvor hun desværre er den der finder den afdøde.

Der er mænd hun ikke kan lide, mænd hun får følelser for, malerier hun ikke aner noget om, en fortid hun slet ikke kan huske og det hele er et stort virvar. Men langsomt samler det hele sig til at være en ny start og et liv som hun måske slet ikke vil væk fra igen. Nu skal sagen om drabet lige opklares først, men den ene mand er selv i politiet og hjælper hende. Men kan hun stole på ham? Nogen siger hun kan og andre siger hun ikke kan. Og der er også en mand som er evnesvag, ham er hun bange for og hun forstår ikke hvorfor de andre ikke er bange for ham. Det hele er noget værre rod. Men hun begynder alligevel at føle sig hjemme på den lille ø. Dog ikke nok til at hun forventer at blive boende. Og hun taler jævnligt med sin gode ved ovre på fastlandet, for hun har brug for et realitetstjek i ny og næ samt han hjælper hende med nogen praktiske ting i forhold til de malerier hun finder i sommerhuset.

Det er en bog med mange detaljer og mange karakterer. Men efterhånden som man finder hoved og hale i det hele så er det en spændende krimilignende roman. Og man kommer hurtigt til at føle et tilhørsforhold til hovedpersonen som gør at man hepper på at alt ender godt.

Samtidig er det en forholdsvis realistisk historie og den sammenspisthed der kan være i små samfund får man også en snert af her. Det er godt skruet sammen.

Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket