0 kommentarer

Helt ude i hampen. Mails fra underklassen af Karina Pedersen

af d. 4. september 2016
Info
 
Sideantal

195

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-21017-0

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Karina Pedersen (født 1976) er opvokset i Korskærparken i Fredericia, en af landets ghettoer eller særligt udsatte boligområder, der er plaget af høj arbejdsløshed, af meget kriminalitet og af at mange beboere lever af overførselsindkomst, eller at der er andre sociale problemer at slås med i hverdagen.

Forfatteren og hendes to brødre er vokset op hos en enlig mor, der var dybt alkoholiseret, tog stoffer, var voldelig over for børnene og levede af overførselsindkomst det meste af børnenes opvækst.

Som voksen bliver Karina Pedersen mønsterbryder, hun tager en universitetsuddannelse, får fast arbejde og får børn, der lader til at blive passet på en stabil og fornuftig måde, men hun har stadig kontakt til sin mor og to brødre, selvom hun sandt at sige ikke har ret meget tilfælles med dem.

Moderen er nu blevet førtidspensionist, men forsumper stadig i sit misbrug og benægter, at hun nogensinde skulle have vanrøgtet sine børn. Brødrene er begge arbejdsløse, på kontanthjælp, uden uddannelse og er også småkriminelle. Brødrene stjæler sågar fra deres egen mor, der bliver ved med at true brødrene med, at hun slår hånden af dem, hvis de fortsætter med at stjæle. Bemærkninger som: ”Hvis du ikke har nogen penge, så må du fandme ud og sælge dit røvhul”, er normale i forfatterens familie, ligesom almene tilsvininger og benægtelse af livets realiteter også er normalt.

”Helt ude i hampen. Mails fra underklassen” er en samling mails, som Karina Pedersen har sendt til en veninde over en årrække. De 95 mails er dels en beskrivelse af, hvordan mennesker lever i det Underdanmark, som forfatteren er opvokset i, men er især en beskrivelse af hvordan Karina Pedersens mor og to brødre, lever deres liv, eller rettere hvordan disse mennesker helt bevidst udnytter systemet, så de kan slippe for at gå på arbejde og i stedet snable penge fra kommunekassen. Det er også en fortælling om, hvordan nogle forældre vanrøgter deres børn, og om hvordan uheldige mønstre ofte har tendens til at gentage sig selv generation efter generation.

”Helt ude i hampen” er en hård bog at læse, det er ganske enkelt barskt at læse om, hvordan børn vanrøgtes, udsættes for seksuelle overgreb, får tæsk, ikke får nok mad eller bliver smidt ud hjemmefra som 14-årige, fordi deres mor vælger at flytte sammen med en ny mand, der er dømt for seksuelle overgreb, og som ikke må bo sammen med mindreårige børn.

Vi ved alle, at nogle forældre vanrøgter deres børn, men Karina Pedersen har tendens til at generalisere og sætte lighedstegn mellem overførselsindkomst og omsorgssvigt – og denne generalisering tæller altså nedad.

Ikke desto mindre er bogen et meget væsentligt bidrag i debatten om forældres ansvar, vanrøgtede børn og de konsekvenser, der følger af en blødsøden holdning over for uansvarlige forældre.

”Helt ude i hampen” er en interessant bog, som alle med interesse for samfundsforhold og psykologi bør læse, det er en glimrende debatbog, der vil få læseren til at tænke over, hvordan vi behandler hinanden.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter