87
2006
978-87-7394-973-3, 87-7394-973-6
De 13 æventyr er af Kiddes vanlige veloplagte og rablende vanvittige karakter, med humor der er så plat, at vi gang på gang må starte rendegraveren, for at nå ned til den laveste fællesnævner. Hans uhæmmede leg med sproget, og med æventyrenes oprindelige oplæg er uset originalt. Han er vandvidsfortællingernes svar på van Gogh. Jeg var fuldstændig hul-i-hovedet vild med “Ækle æventyr” og kan derfor kun atter kaste mig i støvet, for det er næsten “Ækle æventyr” fra 2003 om igen, da hele 9 af de grimme æventyr kommer derfra. Men der er enkelte tilrettelser af teksten sine steder, for de tre brødre Lille Luffe, Mellemstore Melvis og Kæmpestore Kasper Knaldhætte, nøjes nu med at bøvse vildt da de går over troldens bro; tidligere brækkede de sig ned i hovedet på trolden. Og i endnu tidligere udgaver havde de forinden været på kro, ikkun for at drikke, men skam også for at hore.
Og så fortjener redaktøren ros for at have sat knald på Kiddes tegninger med en god gang sprælske farver. Enhver far vil elske at underholde sine børn, nok særligt sønnerne, med de grimme fortællinger.
Den eneste anke er den lette og unødvendige omskrivning, der fjerner det værste vanvid og gør enkelte passager mere stuerene, og dermed mindre morsomme. Men hvad, var samlingen udsendt i dag, var det sikkert kun 1% af indholdet der var sluppet gennem censuren, for ikke at krænke Gud og hver mand. Hvilket blot er endnu en god grund, til at tvinge indholdet her ned i halsen på den næste uskyldige 6-årige, der måtte krydse din vej.