Frysepunktet af Anders Bodelsen

Året er 1969, da Anders Bodelsen skriver sin lille scifi-perle, “Frysepunktet”.

Det er en iskold vision om, hvordan samfundet kan udvikle sig, hvis vi gør evigt liv til vores religion. På sæt og vis har udviklingen overhalet den fantasifulde forfatter indenom, for i dag handler megen forskning jo om med vold og magt at gøre os så gamle og uskadte som muligt uden tilsvarende at fordybe sig i indholdet af vores liv. Kvantitet frem for kvalitet.

Første del af bogen foregår i 1973. Ugebladsredaktøren Bruno lever en sorgløs tilværelse med at finde på underholdningshistorier, bolle med tilfældige damer, ryge de uundgåelige smøger, slå tiden ihjel. En lille udposning på hans hals viser sig at være uhelbredelig cancer, og den dynamiske doktor Ackermann giver ham nu et par dage til at overveje, om han tør betro sin krop til en ny teknik, hvorved han fryses ned og først tøes op, når man kan helbrede den frygtede sygdom.

Mens Bruno overvejer, forelsker han sig i balletdanserinden Jenny, og hun i ham. Han fortæller hende ikke, at han måske vil lade sig fryse ned, så de skilles uden at vide, om de nogen sinde vil ses igen.

Før han skal fryses ned, får Bruno narkose: “Sprøjten begyndte allerede at virke. Bruno havde en ejendommelig følelse af, at han var ved at forvandles fra første til tredje person, én han kunne betragte eller læse om.”

Bruno tøes op både i 1995 og 2022 – årstal, der dengang i 1969 må have forekommet at ligge langt ude i fremtiden. Bodelsen forudser mange af de nyskabelser, verden kommer til at opleve: Den hovedløse fokus på legemet frem for sjælen (som sagt), førerløse biler, væg til væg-farve-tv etc. Han tror ganske vist, at vi alle fortsat vil være De’s i al uendelighed, men lad det være ham tilgivet.

“Frysepunktet” er en lille perle … er en lille perle … og afslutningen er, ja, frysende.

Lån bogen på Bibliotek.dk