Fontænerne i Edens Have af Arthur C. Clarke

Arthur C. Clarkes bøger har altid fascineret mig. Særligt stærkt står de 4 ‘Odyssé’ bøger, hvor ‘Rumrejsen år 2001’ er udødeliggjort som en af de bedste science fiction film nogensinde.

Omdrejningspunktet i ‘Fontænerne i Edens Have’ er opførelsen af en rumelevator, der skal gå fra jorden og 36000 kilometer op i rummet. Hvis man allerede sidder og griner nu, så husk på at man også grinte af Clarke, da han i 40’erne forudså, at mennesket ville gå på månen inden 1970. Han forudså også meget tidligt satelitterne og deres brug indenfor telekommunikation. I dag mener man, at en rumelevator er mulig engang i fremtiden, det er dog ikke Clarkes opfindelse. I bogen er Mars, Venus og selv Merkur beboet af mennesker, og rumelevatoren skal først og fremmest bygges, for at mindske forureningen fra de mange raketopsendelser.

Clarke har henvist handlingen til Sri Lanka, hvor han boede en stor del af sit liv. Han kalder dog både øen og de historiske personer, der optræder i bogen, noget helt andet, så den i større grad fremstår som en fremtidsroman, selvom den i forvejen foregår i det 22. århundrede. Bogens hovedperson, Dr. Morgan, der har stået for kæmpebroen over Gibraltarstrædet, skal være projektets chefingeniør. Han render hurtigt i problemer, da bjerget, som elevatorenes fundament skal bygges på, er beboet af en munkeorden med evighedsret til at bo der.

Clarke har med rette vundet både en Nebula og en Hugo Award for bogen, for den er virkelig spændende og velskrevet. I starten af bogen følger man en konge på øen i det andet århundrede, hvor han bygger sit himmelslot og får sine fontæner på barbarisk vis. Den vekslen mellem fortid og fremtid er meget virkningsfuld. Clarke er på samme tid romanforfatter og videnskabsmand, så ind imellem skal man passe på ikke at blinke for meget med øjnene, for så smutter der en vigtig detalje.

Som om der ikke var spænding nok i opførelsen af rumelevatoren, så tilføjer Clarke et ekstra element af spænding, da et fremmed rumskib dukker op i vores solsystem med en fart på 600 km i sekundet. Afsendt hjemmefra for 60000 år siden kommunikerer det med jorden i den korte tid, det kan opholde sig i jordens nærhed, og menneskeheden må vente i over 100 år for at få nye svar fra skibets hjemplanet.

Er man til science fiction, er det her en uundgåelig bog. Selvom der optræder flere iøjnefaldende gradbøjninger af tillægsord, så er det et meget spændende og læseværdigt bud på en fremtid, som Clarke så den.

Lån bogen på bibliotek.dk