Flammebæreren af Bernard Cornwell

Fortællingen om Uhtred begynder omkring år 870 på borgen Bebbanburg (i dag Bamburgh Castle), hvor Uhtred som dreng bliver taget til fange af danske vikinger. I “Flammebæreren”, der er 10. bind i serien, er vi nået til året 917. Englands fire kongedømmer er ved at blive samlet til ét, under navnet Englaland. Uhtred, der i løbet af de foregående 9 bind, er blevet en mægtig krigsherre, har stort set kun ét i hovedet: At vinde Bebbanburg tilbage. Uhtred er nu over 50 år gammel, hvilket på det tidspunkt var en høj alder – ikke mindst for en kriger som ham – og nu skal det være. Nu skal Bebbanburg blive hans.

I modsætning til de foregående 9 bind, har forfatteren i dette 10. bind, en noget mere “lemfældig” tilgang til historiske fakta. Forfatteren har i alle foregående bind sluttet med nogle historiske noter, der er meget interessante. Disse noter viser også hvor tæt på den faktiske historie han har holdt sig i sine bøger. Det gør han ikke ret meget i dette bind, hvor han mere brygger videre på en lang række usikkerheder, og dermed opfinder sin egen historie, som både kunne og ikke kunne være sand.

De foregående bind har været drabelige ind imellem, og her falder det 10. bind også lidt ved siden af. Hvor vi normalt skal igennem en lang række slag, krige og træfninger, er “Flammebæreren” mere eller mindre blottet for den slags. Denne gang handler det mere om politik og om at snyde fjender. I hvert fald indtil Uhtred ankommer til Bebbanburg. Så skal jeg da lige love for at forfatteren indhenter det forsømte! George R.R. Martin (forfatter af Game of Thrones) skriver om forfatteren: “Bernard Cornwell skriver de bedste kampscener, jeg nogensinde har læst.” Og han har ret. Cornwell er fabelagtig til at skrive kampscener, og han folder hele talentet ud på bogens sidste sider.

Indtil det sidste (og eneste) slag i “Flammebæreren”, havde jeg lidt svært ved at blive fanget af bogen. Dels var der, som nævnt, en del politik og taktiske manøvrer at holde rede i indtil da, og dels benytter forfatteren sig af de gamle by- og stednavne. Det betyder, at byer og steder som jeg godt ved hvor ligger, lige pludselig hedder noget jeg ikke altid umiddelbart kan genkende. Der er et kort på bogens første sider, men det bliver irriterende hele tiden at skulle bladre frem og tilbage for at orientere sig. Der er ikke noget nyt i den fremgangsmåde, men det er første gang at jeg har oplevet det som et problem.

Bortset fra det, er “Flammebæreren” præcis lige så velskrevet som de foregående 9 bind. At man i (det kommende) England på det tidspunkt havde en idé om at alle kongelige og adelige skulle hedde Æthelwold, Æthelstan, Ælflaed osv., gør det ikke lettere at finde rundt i fortællingen. Det vil jeg dog ikke klandre forfatteren for. De hed hvad de hed dengang, og sådan er det.

Seriens 11. bind ukommer på engelsk i september 2018, og jeg glæder mig allerede. Efter “Flammebæreren” er det tydeligt, at historien nu må tage en helt ny drejning, og det bliver spændende at se hvad der er i vente.

Lån bogen på Bibliotek.dk