Et par dage af Lars Frost

“Et par dage” er en fysisk lækker bog. Siderne er falmet-gule, og hver af de otte små lyriske fortællinger indledes med en tegning af en by eller et landområde, set fra oven. Skagens jyske finger der rager ud i havet. Eller Californien set fra nogle hundrede kilometers højde, så floderne aftegner sig som blå blodårer i landet.

“Et par dage” er samtidig en række inderlige fortællinger. Ofte om kvinder, men måske mest af alt om det afsavn fortælleren lider, når han fx rejser halvvejs om på den anden side af jorden, med et brændende ønske om at hun kommer og henter ham hjem.

Det er godt for ham, at han har museerne og malerierne. Guggenheim i New York, Skagens Museum og Stockholms Moderna Museet, som vandindstrømning lukkede for en årrække. Museerne, malerierne og byerne bliver holdepunkter for den ensomhed, som virker som alle teksternes omdrejningspunkt; her erindrede jeg dit, og der oplevede jeg dat.

“… en udsigt til livligt vand / Floder i løb over sten, havet og søer i hænderne på en storm / Gør mig glad, mere glad end noget andet, tænkte jeg / Men hun løb ud i havet nøgen, og det skræmte mig næsten til døde”

Heraklit – den gamle græker – mente at alt flyder. Det mener Frosts bog tilsyneladende også. Vandet gennemstrømmer både kartografien og lyrikken i fortællingen, og det fungerer virkelig godt. Det får mig til at glide med gennem digtene, og hvis jeg ikke lige får fat i samtlige lyriske pointer, så er det også ok. Alt flyder, man kan ikke stige ned i den samme flod to gange, intet er statisk.

Frosts digte er tværtimod dynamiske, fortællende. Og det er lækkert for os læsere, som sjældent læser digte.

Lån bogen på bibliotek.dk