En dag skinner solen også på en hunds røv af Sanne Munk Jensen

Alma har absolut ingen grund til at tro på sin stedfar, når han bedyrer, at en dag skinner solen også på en hunds røv. Og hvad skal det egentligt betyde? At intet er så skidt, at det ikke er godt for noget? Every cloud has a silver lining?

Almas liv stinker. Mor drikker. Smider stedfaren ud, hiver ham hjem igen. Fucker lillesøsterens konfirmation op. Smider stedfaren ud igen. Drikker. Smider lillesøsteren ud. Forsøger at hale stedfaren hjem igen. Røvsygt.

Alma må pænt tage sig af lillesøsteren lade hende flytte ind i kollektivet. I en periode er der fred og fordragelighed mellem Alma, den glimtvise kæreste Tobi og lillesøster. Men Tobi ved ikke, hvad han vil og Alma, tja, hun ved mest, hvad hun IKKE vil. Lillesøster vil drikke og ryge og tage stoffer, og da Alma ringer til mor, for at få hjælp til at være MOR udspiller denne scene sig:

“”Herreste Gud, en lille smule trylletobak. Det er der sgu aldrig nogen, der har taget skade af. Og helt ærligt, Alma – du er vist heller ingen helgen på det område, hva’?”
“Hun er kraftedeme kun fjorten år, mor.”
“Ahr,hun bliver vel femten næste gang….”
“Øh ja?! Det giver vel også fjorten, eller hvad Brainy? Hun går ikke i skole, hun bor på en madras på et værelse i et kollektiv hos sin søster…. Skal hun så også til at ryge fede?! Ku’ du ikke lige for en gangs skyld i dit ynkelige lille liv som mor prøve at være din opgave lidt voksen, Hva’?”
.
“Øh… Den forstod jeg ikke lige. Men Alma, nu bor hun jo hos dig, ik’? Ka’ I så ikke prøve at finde ud af det sammen, hva’? I er jo søstre, ik? Ik’ lille skat? Hva’? Nå men jeg må løbe. Men du ringer bare, hvis der er noget? Ik? Hvis I får problemer, så skal mor nok hjælpe jer….””

Jo mor er en sveske, og Alma er vel også nærmere overrasket end egentligt trist, da hun får at vide, at hendes mor er død.

Solen skinner ikke en skid på en hunds røv. Og dog. For hele vejen gennem lortet er Almas stedfar i periferien. Anstændigheden selv – hurra for ham! For selv om han nødigt vil hales ind i morens net igen, og selvom han ikke er biologisk far til pigerne, så er han der for Alma. Han kan mærke at det nytter, at hun vil noget med sit liv. Da vi slipper Alma ved bogens slutning er hun på ingen måde helt fremme ved skyen, måske kommer hun aldrig derhen. Men hun har nogen at støtte sig til, og hun er på vej til at acceptere det lorteliv hun har haft.

“En dag skinner solen også på en hunds røv” er nærværende. Det er et velskrevet og dybt følt portræt af nogle af de mennesker, der har allermindst, ja måske kun deres egen vilje til ikke at synke i dybet. Way to go Alma! Det er i al væsentlighed det overbevisende portræt af Alma i en kort periode af hendes liv, der placerer “En dag skinner solen også på en hunds røv” på en solid firer.

Lån bogen på bibliotek.dk