0 kommentarer

Elsken af Tomas Espedal

af d. 23. maj 2019
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

91

Udgivet

2019

ISBN

978-87-93629-81-3

Originaltitel

Elsken (oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Tidligere i 2019 udgav forlaget Batzer en ny bog af den norske forfatter Tomas Espedal. Bogen har fået titlen ”Elsken” og har høstet strålende anmeldelser i alle de medier, hvor jeg har set den omtalt.

Sandelig om der ikke også kommer en strålende anmeldelse her på bogrummet, jeg har sandt at sige svært ved at få armene ned.

Bogens mandlige hovedperson hedder Jeg, og han glæder sig i sit stille sind til at dø. Han har fået nok af livet, gider ikke rigtig være med til festen mere, og derfor giver han sig selv præcis et år mere at leve i. Hvorfor det lige er et år og ikke 6 måneder eller halvandet år står lidt hen i det uvisse, men han har under alle omstændigheder fået nok.

Det sidste år i Jeg´s liv bliver meget intenst, måske fordi han ved, at forår, sommer, efterår og vinter bliver sidste gang han oplever netop denne årstid.

Læseren følger Jeg gennem det, som hovedpersonen har bestemt skal være hans sidste leveår. Glimrende læsning, der blandt andet fører os med til Berlin, Paris og København, hvor vores hovedperson opsøger gamle venner og bekendte – alt beskrevet i det en anden anmelder kalder for ”bratte kast i sætningsrytme og forløb”.

Det lyder sandt at sige ikke muntert eller livsbekræftende, at læse om en mand, der er livstræt og ønsker at dø, men der er tale om et reelt litterært mesterværk her, små sprogperler, der afløser hinanden og det er i virkeligheden en bog, der handler om livets store spørgsmål. Jeg er endog MEGET begejstret for denne bog.

Espedal er en mesterlig fortæller, han skriver djævelsk godt og fortjener med denne bog at blive nomineret til og vinde Nordisk Råds Litteraturpris.

Et norsk dagblad har i en anmeldelse af denne bog sammenlignet Espedal med den franske forfatter Patrick Modiano, der har vundet Nobelprisen i litteratur. Jeg er ikke altid ovenud begejstret for Modiano og synes faktisk, at Espedal er en bedre forfatter end Modiano – men det er jo smag og behag.
Det jeg mener er: det er flot at blive sammenlignet med en Nobelprismodtager, det borger for kvaliteten.

Der er intet dårligt at sige om ”Elsken”. Det er en bog af meget høj litterær kvalitet – som det faktisk altid er tilfældet med bøger fra Batzer & Co; og derfor er 5 stjerner ud af 5 mulige helt fortjent. Læs denne bog, den er ganske enkelt fantastisk.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter