0 kommentarer

Dronningen af Intet af Holly Black

af d. 28. september 2020
Info
 
Sideantal

379

Udgivet

2020

ISBN

9788711917961

Originaltitel

Folk of the Air - The Queen of Nothing

 

’Dronningen af Intet’ afslutter Holly Blacks ’Folk of the Air’ trilogi på en måde, så læseren er helt og aldeles glad og tilfreds. Tredje bind er lige så proppet med sære væsener, magi, forræderi, dårlig opførsel og misforståelser som de foregående bøger. Det er stadig en voldsom og voldelig verden, og det er underholdende og spændende læsning, når fjenderne rent faktisk er sindssygt farlige for hovedpersonen. Dette med farligheden er også min eneste skepsis i forhold til ’Dronningen af Intet’. Når man tænker på, hvor farlig og intrigefuld feriget Faerie er, er der faktisk lidt rigeligt af hovedpersonerne, der overlever. Men nogle gange har man brug for at læse bøger, hvor folk har en chance. Jeg har været vældig godt underholdt af bøgerne. Spændende fantasy med god humor:

 

’Henne ved bålet rører en mager, insektagtig fe i en stor gryde. ”Vil du have suppe, dødelige?”

Jeg ryster på hovedet.

”Vil du være suppe?” spørger feen forhåbningsfuldt.’

 

Baggrund

Som barn bliver Jude og hendes tvillingesøster bortført til Faerie. Et rige der eksisterer side om side med vores, men indbyggernes magi gør det usynligt for menneskene. Feerne regerer over alle væsener i Faerie, og hvis du tænker, at feer er nuttede klokkeblomstagtige typer, tager du alvorligt fejl. Med mindre de render ind i noget slem magi – eller et sværd – kan feer leve evigt. Det betyder, at de efter et par hundrede år keder sig så enormt, at de synes, den bedste underholdning er, når andre kommer galt af sted. Mennesker kommer nemt galt af sted i Faerie.

 

I slutningen af bind 2, ’Kongen af Mørke’ bliver Jude landsforvist fra Faerie. Af Cardan, Kongen af Elfhame, manden hun både elsker og hader. Jude har skaffet sig den højest mulige titel i Faerie, hun er dronning, men er tvunget i eksil og må leve i menneskenes (kedelige) verden. Det tager Jude ikke så pænt. Hun er rasende på Cardan, rasende på sin tvillingesøster, rasende på sig selv. For at tjene penge sælger hun sine evner som spion og kriger. Men så dukker hendes tvillingesøster Taryn op. Hun er kommet i alvorlige vanskeligheder og den eneste måde hun kan komme ud af problemerne på er hvis Jude tager tilbage til Faerie og udgiver sig for sin søster.

Jude er en interessant hovedperson. Hun er cool og rå. Stædig, arbejdsom og ret magtsyg (lige som sin fe-adoptivfar). Hun har et våben, feerne ikke har – hun kan lyve. Og Jude er ikke bange for at bruge sine våben. Men denne gang får hun brug for alt, hvad hun har lært, for der spilles ikke længere med list om magten i Faerie, nu er der erklæret krig.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter