0 kommentarer

Drømme og dæmoner af Lars Lilholt

af d. 1. november 2010
Info
 
Sideantal

287

Udgivet

2010

ISBN

978-87-11-38502-9

 

Når en person skriver sin egen livshistorie, er jeg altid imponeret over, hvor mange detaljer det lykkes at få med. Gad vide om man selv ville kunne huske sit liv så detaljeret, hvis man skulle sætte ord på begivenheder og mennesker, der har gjort en til det man er i dag? Den ene dag har det med at tage den anden og kun skelsættende begivenheder synes at danne dybe spor – men ganske umærkeligt giver hverdagens små opmuntringer og udfordringer stemme til ens livshistorie.

I “Drømme og dæmoner” maler Lars Lilholt ikke kun sit liv med den store pensel, men også med den lille, med lyse og mørke farver og med pludselige lysglimt og truende skyer.

Jeg holder meget af Lars Lilholts melodier og tekster, og det er spændende at opleve mennesket bag. Lars Lilholts spillemandsmusik og mundrette og filosofiske tekster kommer et sted fra – bl.a. fra kælderen under virkeligheden – det kælderrum i hans barndomshjem, hvor han legede med et dukketeater, han havde fået af sin mormor. Og fra hans omtumlede kærlighedsliv, og hans kone, som han vil leve lykkeligt med til sine dages ende.

Lars Lilholt er uden tvivl mest kendt for sangen “Kald det kærlighed” – en sang som halvdelen af landet elsker, og den anden halvdel hader. “Når man fylder meget, kaster man også lange skygger”.

“Jeg har sunget så meget, at jeg er blevet en sang selv. En sang ved navn Lars Lilholt. Jeg har øvet mig i årevis på at komme til at lyde som ham, og jeg kommer tættere og tættere på. Det er gået op for mig, at den evindelige turneren rundt i dette lille land ikke blot har været en måde at få til dagen og omvejen og børnene på, eller en mulighed for fred og forglemmelse. Jeg har også brugt alle jobbene til at holde sangene i live.” “Kald det kærlighed” har givet mig megen hæder gennem tiderne og er måske den eneste af mine sange, som vil overleve.”

Lars Lilholt synger sit liv i sangene, og når man har læst bogen, kan man genkende historier og strofer fra hans mange sange. “Som barnet får jeg vingerne tilbage og rejser over kløften af 50 års levet liv og siger goddag til lille, beklemte Lars. Dav mig, griner jeg. Gennem sangene sådan en varm augustaften på scenen får jeg hilst på mit liv. De glade og sjove dage, de sørgelige, dem, jeg helst ville have undværet, og dem, jeg aldrig bliver træt af at mindes. Sådan som livet er.”

Bogen er skrevet med selvindsigt og humor og er absolut et bekendtskab værd for os, der synes hans tekster siger os noget. Hele vejen gennem bogen bringes der uddrag af hans sangtekster efterhånden som de relaterer sig til det fortalte – og det virker – man sætter automatisk selv melodien på!

Til dem, der ikke bryder sig om Lars Lilholts musik og tekster – vil jeg ikke tro, den omvender nogen.

Forsidebilledet er flot – næsten som et maleri af Thomas Kluge!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter