Cement af Fedor Gladkov
384
1978
Tsement
Hvad kan man forvente af en roman med den lidet inspirerende titel ‘Cement’, og som rubriceres som en ‘socialistisk klassiker’? Nogle vil stå uforstående, men mange vil nok forestille sig en gang ideologisk propaganda. Fedor Gladkovs roman fra 1925 er dog mere end det og rummer smertelige og dramatiske kampe på både den kønspolitiske, militære og politiske front.
Først opdager den hjemvendte krigshelt Gljeb, at Dasja, hans tidligere så føjelige kone, har forandret sig. Ved hans fravær ved fronten i den russiske borgerkrig er hun selv blevet soldat i det nye sovjetiske samfund, og er ikke længere hans. Det borgerlige ægteskab er kastet på historiens losseplads. Selv deres eneste barn parkeres ulykkeligt på børnehjemmet. Fanatisme og kvindefrigørelse på én gang.
Det er isnende og øjenåbnende læsning, og man forstår hvor dybt indgribende og radikal den bolsjevikiske revolution i 1917 var. Rystet giver han sig i kast med genoplivningen af fabrikken, hvis enorme konstruktion og forladte og forfaldne maskinhaller på fascinerende vis levendegøres. På stemningsfuld vis beskrives fabrikken både som et majestætisk bjerglandskab, men også som en vældig og dybt sovende urkraft der blot venter på at blive vækket til live af kærlige arbejderhænder.
Gljeb må bestorme stærke bureaukratiske fæstninger og kæmpe mod had i bestræbelserne på, at få maskineriet i gang. Arbejdet afbrydes af et angreb fra de ‘grøn-hvide’ anarkister i alliance med zar-tro ‘hvide’ styrker. Alligevel er tonen evigt optimistisk, og alt foregår under næsten uophørlig leen og smilen.
På fornem vis fremmanes en intens fornemmelse af et blomstrende forår der fint suppleres af famlende romantiske forbindelser mellem hovedpersonerne, og alt hvad det fører med sig fra sindets skyggeland. At overgreb og politisk manipulation med rod i følelser og drifter også er en del af plottet giver romanen en overraskende skarphed og nuancer.
Fokus er dog ikke på individuelle forhold, men på revolutionen. Nok lades man ikke i tvivl om dramaets storhed, men det bliver alligevel for solbeskinnet til at kunne tages rigtigt alvorligt. Sådan lidt hen ad Morten Korch på sovjetisk. Det spænder dog heldigvis ikke ben for et ellers åbent og fascinerende indblik i problemerne med at opbygge et socialistisk/kommunistisk samfund i 1920’erne.
