Dragerne over Helsingfors af Kjell Westö
597
2018
978 87 93629 74 5
Drakarna över Helsingfors oversat af Jesper Klint Kistorp
1. udgave
”Dragerne over Helsingfors” fra 1996 blev finlandssvenske Kjell Westös store internationale gennembrud. Med ”Luftspejling 38” lagde han yderligere alen til sin berømmelse; romanen vandt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2014. Westö rangeres i dag som en af Finlands vægtigste forfattere.
Det er fristende at sammenligne ”Dragerne over Helsingfors” med svenskeren Klas Östergrens romandebut ”Gentlemen” (1980), der også skaffede sin ophavsmand et tordnende gennembrud og lagde grunden til en karriere som en af Sveriges vægtigste forfattere. Östergren er flere gange prisbelønnet og var mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur.
Begge bøger er skrevet af unge mænd – om unge mænd – hvis hoveder summer af musik, erotik, venskaber på godt og ondt, tanker om liv og død, følelser af såvel mindreværd som brusende overmod, længsler efter je ne sais quoi. Begge bøger foregår i landets listigt-farlige hovedstad, henholdsvis Helsingfors/Helsinki og Stockholm, der ikke blot agerer kulisse, men spiller en selvstændig rolle i karakterernes udvikling.
Både Westö og Östergren drages af stærke, smukke, komplicerede kvinder; kvinder, som følgelig tildeles afgørende roller i de to bøger – her er ingen hengemte noter af mandehørm og undertrykt sexisme.
”Dragerne over Helsingfors” er en dragende (undskyld!) slægtsroman, hvor vi føler drengen, senere manden Riku, hans to søskende Dani og Marina, deres forældre Benita og Henrik, et større galleri af fremadstræbende venner og veninder samt bedsteforældre og børn. I løbet af de små 600 sider når vi fra de hårde tider efter krigen over 50’ërnes materielle fremgang op til senere tiders hippier, punkere, yuppier, skønhedsdronninger og ishockeystjerner.
Det er et monstrum af en bog, der som de vingede tingester i titlen flakser hid og did, frem og tilbage i tid, frem og tilbage mellem de mange personer, og stiller store krav til læserens koncentration. I et senere skrevet forord indrømmer Westö da også, at han var ved at opgive romanen flere gange.
Her overfor står Östergrens elegant-stringente ”Gentlemen” med et begrænset persongalleri, en klart defineret handlingsgang, et mere fortættet drama. Westö har bestemt anslaget og det samme sanselige blik for en særlig tidsperiodes kendetegn, men reelt skal vi helt frem til 2006, før Westö med ”Der hvor vi gik engang” skriver en roman, der kan sammenlignes med ”Gentlemen”.
Og hvad er der så med de drager? Det er naturligvis en metafor: ”De er drømme, uopfyldte, men aldrig opgivne drømme, drømme i lige så mange farver som der findes mennesker…”
