Dødvægt af Elsebeth Egholm

Dicte og Bo er på vej til Gozo sammen med et hold unge fotoelever, som Bo skal undervise, Dicte er kommet med på afbud. På færgen mellem Malta og Gozo er der rigtig mange, der er søsyge, også Dicte, mens den unge, ambitiøse fotoelev Natasha frisk og ivrig går rundt og tager billeder. Pludselig bliver passagererne opmærksomme på, at en båd fyldt med flygtninge fra Libyen er kæntret, der flyder mange lig rundt i vandet tæt ved færgen. Natasha fotograferer på livet løs, tager masser af billeder både af færgens passagerer og de døde flygtninge – og blandt dem liget af en ung hvid kvinde. Måske er det de billeder, der koster hende livet – for Natasha og Bo forsvinder og Natasha findes død ved foden af en klippe. Bo er derimod ikke dukket op – hverken død eller levende.
Dicte kan selvfølgelig ikke holde sig i ro, hun må hjælpe med at finde Bo, og mener, at nøglen er en ung kvinde på et af Natashas billeder – en kvinde, der til forveksling ligner den druknede. Hun samarbejder med Jack Spiteri, ”Gozos Wagner” – dog i en mere sympatisk udgave…

Som forventet tager Egholm også i denne krimi fat på et aktuelt emne: i denne bog er det flygtninge, og det faktum, at én druknet hvid kvinde får langt mere opmærksomhed end de mange druknede flygtninge.
”En hvid kvinde mellem sorte mænd. Et værdifuldt liv, mellem alle deres billige…”
”Middelhavet var en stor gravplads for bådflygtninge, der ikke var velkomne nogen steder. Med liget af en lyshudet ung kvinde var det en ganske anden sag.”

Et andet tema i bogen er prostitution, udnyttelse af unge håbefulde kvinder fra østlandene, hvis pas inddrages, så de ikke kan flygte fra øen – mens bagmændene skummer fløden.
Derudover kommer bogen ind på korruption og afpresning, også – eller især – inden for politiet, hvilken er medvirkende årsag til, at visse ting helst ikke skal frem i lyset – selv om det så betyder, at de skyldige går fri.
Jalousi og forelskelse, forbudte følelser og sex i det skjulte er også vigtige ingredienser.

Bogen har således mange temaer, nogle meget aktuelle, andre eviggyldige. Jeg synes ikke bogen kommer på højde med den seneste i Dicte-serien, ”Kød og blod”. Den var langt mere spændende, med ulven som hovedtema var den både aktuel og dramatisk. Traficking har været et emne i rigtig mange krimier, og emnet virker lidt fortærsket efterhånden.
Ja, og så må jeg tilstå: jeg synes ikke det er en helt rigtig Dictebog uden veninderne, Peter, Rose, Bo (som forsvinder i starten af bogen) – og Aarhus. Jeg savnede alle de vante personer og omgivelser, samtaler og relationer, der er med til at gøre Dicte til den hun er. På udebane og næsten alene var det ikke helt samme oplevelse.

Lån bogen på biblioteket