Pulitzer Prize
0 kommentarer

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

af d. 19. august 2017
Info
 
Sideantal

299

Udgivet

2017

ISBN

978-87-400-3695-4

Originaltitel

The Underground Railroad (oversat af Vibeke Houstrup Christensen)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Den underjordiske jernbane” er en historie om slaveriet i USA, en skamplet på det amerikanske samfund og et emne, som et utal af forfattere og historikere har udgivet bøger om.

Den 16-årige pige Cora er markslave på en bomuldsplantage i staten Georgia. Hun bor i en hytte, arbejder fysisk hårdt mange timer om dagen og lever dagligt med angst og fornedrelse. Trods sin unge alder drømmer hun om frihed – og så drømmer hun også om sin mor Mabel, der flygtede fra plantagen da Cora var blot 10 år gammel. Moderen blev aldrig fanget, og Cora drømmer om at flygte fra slaveriet – ligesom moderen gjorde.

En nat flygter Cora fra plantagen sammen med den jævnaldrende Caesar, der gennem nogen tid har søgt at overtale hende til at flygte, gerne til nordstaterne, hvor forholdende er lidt bedre.

Mod forventning lykkes det for det unge makkerpar at flygte uden at blive fanget af slavejægerne. De flygter via den underjordiske jernbane, som var et autentisk, hemmeligt netværk, der etablerede flugtruter og gemmesteder for bortløbne slaver. Både bortløbne slaver såvel som hjælperne satte livet på spil i forsøget på at gøre USA til et mere demokratisk og ligeværdigt land.

Det unge par jages bl.a. af den berygtede slavejæger Ridgeway, men også af andre sorte, der ofte fik belønninger for at stikke andre slaver. Det lykkes heldigvis for Cora og Caesar at komme i sikkerhed i South Carolina, hvor de begge finder arbejde og en form for tilværelse, der er væsentlig bedre end livet på plantagen.

”Den underjordiske jernbane” er en roman om menneskets vilje til at overleve, men det er samtidig også en bog, der handler om et af de mørkeste kapitler i USA’s historie. Eftersom racismen stadig florerer kan man med en vis ret påstå, at romanens tema er lige så relevant i dag som den ville have været for 100 år siden.

Romanen har fået strålende anmeldelser i snart sagt alle skrevne medier. Bogen er da også en ganske fin bog, der også er grusom i sine beskrivelser af hvordan sorte i USA er blevet behandlet.

Desværre er historien også så gennemtærsket og velkendt, at jeg ikke for alvor blev fanget af historien. Historien og plottet er ganske enkelt set for mange gange før – og derfor fremstod bogen egentlig ikke som et særligt originalt værk for denne anmelder. Der er ikke tale om en dårlig historie her, slet ikke, bogen fremstod bare heller ikke særlig original, nyskabende eller noget andet, der kan hæve bogen væsentligt over gennemsnittet.

Tre meget gennemsnitlige (og lidt små) stjerner bliver det til herfra, for bogen nåede desværre aldrig at krybe ind under huden på mig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter