Den hvide løvinde af Henning Mankell

At beskrive følelseskolde eller følelsesmæssigt afstumpede mennesker i en krimi er en kunst der ofte udføres lidet overbevisende, men Mankell, han kan da bare det der! Man gyser helt ufrivilligt når man får de hurtige indblik i psykopaternes sind, hvor der ses helt bort fra al menneskelighed og myrdes koldt og beregnende, og udelukkende af forretningsmæssige årsager. Det er ofte den slags mennesker der opereres med i Henning Mankells bøger – især de nyeste af dem i serien om Kurt Wallander fra Ystads politikreds, men også i nummer tre: ”Den hvide løvinde”.

I dette tilfælde har Mankell valgt at koncentrere romanen om Sydafrikas problemer med Apartheid og om Nelson Mandelas løsladelse i starten af halvfemserne. Afrika synes faktisk at være en af forfatterens store interesseområder. Han fokuserer på kontinentet i flere af sine bøger og han virker som om han har ret godt styr på stemningen og tankegangen i det moderne Sydafrika. Derfor lykkes det godt for ham når han i bogen starter med at berette om de hvide boeres indædte kamp for at bevare apartheidsystemet og derefter om et kvindemord i Sydsverige som umiddelbart ikke ser ud til at have nogen som helst forbindelse med Afrika, men alligevel.

I denne nummer tre i serien er det første gang at Mankell eksperimenterer med at lade en stor del af fokus køre på skurken(es) tankegang – hvilket han næsten permanent er gået over til at gøre, i de nyeste bøger i serien. Det fjerner lidt af uhyggen at gøre sådan, men til gengæld øger det faktisk spændingen lidt.

Sidst skal det nævnes at på trods af at kriminalkommissær Wallander helt generelt er en meget typisk romandetektiv med sit kollapsede liv og deprimerede tanker så fungerer han godt som person og der kommer ikke for mange klicheer frem i beskrivelserne.

Lån bogen på Bibliotek.dk