0 kommentarer

Brudekjolen af Pierre Lemaitre

af d. 1. november 2017
Info
 
Sideantal

303

Udgivet

2016

ISBN

978 87 11 46157 0

Originaltitel

Robe de marié - oversat af Anders Juel Michelsen

Udgave

1. udgave

 

Den velskrivende franske litterat Pierre Lemaitre har skabt sin helt egen undergenre inden for krimier.  En særegen form for blodrigt-psykologisk kammerspil, hvor læseren i starten ledes til at tro, at handlingen er på vej i én retning – for så fuldkommen at skifte fokus. Og gear og hastighed. Og hovedperson!

Man skulle faktisk tro, det gamle bonmot blev opfundet med henblik netop på Lemaitre: Forvent det uventede.

Det er raffineret kompositionskunst. Det er spændende og kildrende. Og det er fedt, at man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag det næste gadehjørne.

Denne gang møder vi Sophie Auverney, en succesfuld pr-pige i et velrenommeret auktionshus, på vej til at blive gift med sin elskede, den fantastiske og flotte Vincent. Men pludselig begynder Sophie at miste gribe om sit liv. Hun bliver uforklarligt træt. Glemmer ting. Gribes i butikstyverier. Oplever rasende sammenstød med Vincent. Hendes deroute er uforklarlig og monumental. Selvmordet lurer lige om hjørnet.

Og så skifter handlingen spor. Andre anmeldere har afsløret større dele af plottet, men det sker ikke her. Blot vil jeg røbe, at der er en særdeles god forklaring på Sophies uforklarlige nedtur. Og at læseren får mere og mere ondt af hende undervejs. Faktisk er man tæt på at smide bogen fra sig i frustration over, at forfatteren er SÅ sadistisk. Mindre kunne gøre det.

Og så skifter handlingen spor. Igen-igen.

Lemaitre har atter engang konciperet en unik, spændingsmættet krimi med overlegent greb om personer og handlingsgang. I min optik er det imidlertid ikke forfatterens bedste; dertil bliver plottet for enerverende (grænsende til det irriterende), motivet til hele miseren for langhåret og slutningen for plat.

”Brudekjolen” er stadig et niveau over 90% af tidens krimier – især de monotone nordiske serier – men jeg vil klart anbefale nye læsere at  starte med ”Alex” og fortsætte med ”Irène”, ”Rosy & John” og ”Camille”. For ikke at nævne den uforlignelige historiske krigsroman, ”Vi ses deroppe”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter