272
2009
978-87-91450-41-9
Le rapport de Brodeck
2.udgave
“Mennesker er underlige. De begår de mest modbydelige forbrydelser uden at tænke over det, men bagefter kan de ikke leve med erindringerne om hvad de gjorde.”
Broderick lever i en lille landsby i bjergene i grænseområdet mellem Tyskland og Frankrig. Hans forældre blev tilsyneladende dræbt i en progrom da han var lille, og en ældre kvinde, Fedorine, tog ham til sig. De vandrede længe omkring indtil de kom til denne landsby, hvor man gav dem lov til at slå sig ned. Her gik han i skole, og senere sendte man ham på universitet i nabolandets hovedstad. Da nazisterne begyndte at husere tog han hjem til landsbyen med sin veninde, Emelia.
Men krigen kom også til dette fjerne hjørne. Soldaterne tog kontrollen, lynchede Cathor fordi han glemte at aflevere et gammelt våben, hans hoved blev hugget af og fik lov at ligge i næsten en uge uden at blive begravet. Broderick blev stukket som “fremmed” og sendt i koncentrationslejr, hvor der hver dag blev udtaget en fange som blev hængt. Broderick overlevede ved at gøre sig usynlig, gjorde hvad der blev beordret, selv om det betød, at han blev holdt i snor som en hund. Han overlevede ved at tænke på Emelia og Fedorine. Efter krigen vendte han hjem mere død end levende. Der fandt han at hans Emelia var blevet gruppe-voldtaget og blev sindssyg, hun forsvandt ind i sin egen verden. Men en lille pige blev født af disse ugerninger, hende elskede Broderick højt.
En fremmed kom til landsbyen, han sagde næsten ingen ting, gik omkring skrev ting ned, folk snakkede og sladrede. Efter nogen tid holder de en velkomstfest for ham. Han gengældte ved at invitere til en aften på kroen hvor han boede, han viste tegninger han har lavet at de mere fremtrædende personer i byen, tegninger som lignede men ved nærmere eftersyn også viste, hvad der er bag facaden. Det gjorde folk så vrede at de dræbte den fremmede, hans hest og æsel og fjernede alle spor.
Derefter beder man Broderick at skrive report om hvad der skete.
Bogen begynder med sætningen: “Jeg hedder Broderick og jeg havde ikke noget med det at gøre. Det insisterer jeg på. Det vil jeg at alle skal vide”. Han beskriver i bogen parallelt hvad der skete ham i koncentrationslejren og hvad han formåede at finde ud om “den fremmede” hvis navn aldrig blev opklaret.” At tale om det er den bedste medicin”.
Dette er en bog som har en uvirkelig, men meget dramatisk atmosfære, som beskriver det onde som noget, almindelig mennesker er i stand til at gøre imod hinanden. Den barske brutalitet er meget virkelig, men er i bogen indhyllet i et skær af uvirkelighed, som fængsler.
Det er ikke en bog man læser hurtigt, der er meget at tænke over.