Blueberry – De samlede eventyr 7 af Jean Michel Charlier & Jean Giraud

Den smukke samlealbumsserie fra Cobolt er nu nået til nummer 7, der indeholder album 20-22, Indianerne der blev væk, Det sidste kort og Hvor sporet ender. Der bliver ryddet godt og grundigt op i forskellige historier med tråde tilbage til albums som General Guldmanke, Balladen om en ligkiste og Lovløs, og vi får endelig sat et punktum for den endeløse jagt på Blueberry i de sidste historier, der også kaldes Rehabiliteringsserien.

Som jeg før her påpeget, så kunne Indianerne der blev væk lige så godt have heddet Den lange march, for Blueberry redder nok engang indianerne ud af soldaternes klør, nøjagtig som i Brækket næse, og fuldender sit hattrick, og indianerne er faktisk på en lang march i dette album, der er en utroligt handlingsmættet historie. En meget flot afslutning på den anden indianercyklus, og måske et af de allerbedste albums overhovedet!

I Det sidste kort skal Blueberry have fat i Vigo, for at blive renset for anklagerne om at have stjålet de famøse 500000 dollars. Det meste af handlingen foregår i Chihuahua, og det er så som så med handling, da der faktisk er en forfærdelig masse snak i stedet. Men det er alligevel en mindeværdig historie. Jeg var i flere år meget stolt af at eje dette album nr. 21, da jeg købte det ved udgivelsen i 1984 til uhyrlige 29,75 kr (ja det var mange penge dengang, som far ville have sagt). Historien går på, at der fandtes meget få eksemplarer af albummet pga en brand, så det var nærmest en kuriositet.

Jeg har aldrig brudt mig om farvelægningen af albummet, farverne var meget stærke og ensformige til tider, lidt afdæmpet i Cobolts udgave, men den grønne farve på floden til sidst er skræmmende grim!

Handling og action får vi til gengæld i Hvor sporet ender. Her dukker gamle kendinge op, ja McClure og Red Neck er med, men der optræder alskens skurke fra tidligere tider, vi mangler vist bare at Steelfinger rejser sig fra graven. Det er et rigtig flot album og en god historie, hvor Blueberry endnu engang får forpurret et attentat mod præsidenten.

Som vanligt er der igen et gennemarbejdet forord (på 22 sider!!), der er utrolig informativt, og får mig gjort opmærksom på små detaljer, jeg ellers ikke havde set. På siden 6 er der en rørende beretning om Patrice Pellerins besøg i Girauds atelier, der mest af alt ligner et hjørne af et køkken, hvor han sidder med næsen begravet i Indianerne der blev væk, bliver afbrudt af sin søn, der skal have tegnet en smølf, alt imens Pellerin står og beundrer de første fem sider af Inkalen. Uforglemmeligt!

Giraud har nu fået mere frirum, og Moebius stikker sit ansigt frem flere steder, og det er sublime illustrationer, hele albummet igennem. Charliers historier er som vanligt fyldt med for mange ord, men sådan var det jo. Giraud boede i Los Angeles i 81-86, så frirummet opstod naturligt, og perioden bliver betegnet med albums der er mere modne, makabre og seksualiserede. Sidstnævnte dukker nu først op i Arizona Love, som vi får i næste samlealbum.

Dette samlealbum er desværre ramt af en teknisk fejl, og er lidt højere end de foregående. Ærgerligt, men kun når man skal se på ryggene i reolen. Pudsigt nok opdagede jeg, at der er op til 2 cm’s højdeforskel på plancherne igennem flere albums, gad vide hvad det skyldes? Og er det egentlig ikke også en fejl fra enten Charlier eller Girauds side, når der på side 168 affyres to skud fra en revolver med kun et skud??

Uanset hvad, så er dette samlealbum igen et enestående værk i sagaen om Blueberry!