0 kommentarer

Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka af Edgar Allan Poe

af d. 19. juli 2009
Info
 
Forlag
Sideantal

274

Udgivet

2009

ISBN

978-87-7955-636-2

Originaltitel

The Narrative of Arthur Gordon Pym & Heureka

 

”Arthur Gordon Pyms eventyr” bringer os til alverdens fysiske og sjælelige ekstremer – og ”Heureka” kræver gang i de små grå!

”Arthur Gordon Pyms eventyr” er en fornøjelig fortælling om en ung mands drabelige oplevelser som passager ombord på et hvalfangerskib. Drevet af udlængsel hjælpes han ombord på skibet, hvor han skjuler sig i lasten: Her ender han næsten sine dage, da der foregår voldsomme ting på skibet, fortalt ganske malerisk af Poe.

Han overlever dog, men efter en voldsom storm er han og hans fæller igen i yderste livsfare, og i desperationens vold drives de ud i menneskesindets dybeste afgrunde og afkroge. Men igen indtræffer redningen og færden fortsætter til “verdens ende”, i området omkring sydpolen. Den nysgerrige udforskning af verdens endnu ukendte egne bringer dem endnu en gang tæt på døden, og det hele ender meget mystisk, og pludseligt.

Færden er på overfladen blot en meget dramatisk rejseberetning fra ‘De 7 verdenshave’, men på turen afdækkes og bruges hele paletten af menneskelige karakteregenskaber. Både opofrelse, kynisme, kærlighed og forræderi er temaer, som behandles med stor indlevelse. Elementært spændende og velfortalt er historien næsten som en “opera på skrift”; dvs. en relativ elementær handling, som med kraftige penselstrøg berører væsentlige temaer for den menneskelige tilværelse.

Selvom Edgar Allen Poe levede i 1800-tallets første halvdel minder fortællingen typemæssigt om Jules Vernes verdenskendte rejseberetninger fra 1800-tallets anden halvdel, som fx. ‘Verden rundt på 80 dage’ og ‘Verdensomsejling under havet’. Men Poes fortælling adskiller sig ved at glide over i det metaforiske, hvor fx. det imaginære sort-hvide terræn ved Sydpolen symboliserer tilværelsens yderligheder: Liv og død.

Historien efterfølges af en hjernegymnastisk beretning om at forstå verden. Her skal virkelig sadles mentalt om, for temaet er meget filosofisk og teoretisk, og består primært ca. 100 sider lang monolog, uden opdeling, om den fuldstændige forståelse af verdens helhed. Tag den!

Så udrust dig først med en rom-grogg, og en ordbog om søfartstekniske termer fra sejlskibenes tid, til den underholdende historie om Arthur Gordon Pyms oplevelser. Hold derefter tungen lige i munden og find ‘Filosofiens historie’ frem, hvis du vil følge med i ”Heureka”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter