0 kommentarer

Anton af Vibeke Marx

af d. 3. april 2022
Info
 
Sideantal

330

Udgivet

2022

ISBN

978-87-7007-535-0

Originaltitel

Anton

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Vibeke Marx er fantastisk dygtig til menneskeportrætter og hendes lærred er stort. Hun skriver med empati og kærlighed til mennesker, og man kommer helt ind under huden af hendes personer.

Vi er i før-krigsårene, og møder Anton, der har haft en barsk barndom. Hans far Knud forlod moderen, da hun var gravid og Anton voksede op som horeunge. Da moderen senere gifter sig med ”bonden”, der har to børn af tidligere ægteskab mærker han for alvor, hvilken gøgeunge han er, og ankomsten af hans lillebror hjælper ikke på hans status i familien – han føler sig som en skydeskive og et udskud.

Anton har gennem sin barndom længtes efter den far, han aldrig har kendt. Hans eneste frirum er hos skolelærerinden, der har taget ham under sine vinger og læser højt af breve, hun får fra sin bror, der bor i Skotland. Da Anton finder ud af, at denne bror er hans far, beslutter han sig for at stikke af hjemmefra og konfrontere den far, der forlod ham.

Anton finder faderen i Skotland og opsøger ham med det formål at slå ham ihjel. Han forlader den far, der forlod ham, i gennemtæsket stand i en gyde bag en bar og er overbevist om, at han har gjort sig selv til morder.

Anton stikker af til Færøerne overbevist om, at politiet er efter ham – men det er de ikke, for faderen er ikke død, men slået til invalid. Han har ikke fortalt politiet, hvem der stod bag overfaldet, vel nok i erkendelse af, at han har fortjent sønnens hævn.

Anton stræber hele sit liv efter at finde sin plads på jorden, men hans tunge bagage fra barndommen spænder hele tiden ben for ham. Er han værd at elske? Kan han selv elske?

Det er en stor fortælling om et skadet menneske, der forsøger at finde sin plads i livet. Antons voksenliv bliver ikke en dans på roser, men en kamp om at forlige sig med sin skæbne og holde fokus på det, der gør livet værd at leve. Antons historie bliver også en skildring af det hårde liv og de barske vilkår, som mange voksede op under dengang.

Tak for den dejlig læseoplevelse og for at jeg måtte lære Anton at kende.

Bogen er en selvstændig fortsættelse af ”Jord og Hjerte”, hvor vi følger faderen Knud og hans liv.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter