0 kommentarer

Amon – Min bedstefar ville have skudt mig af Jennifer Teege

af d. 13. februar 2015
Info
 
Sideantal

219

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-15457-3

Originaltitel

Amon - Mein Grossvater hätte mich erschossen

 

Hvad er arv og hvad er miljø – det taler man meget om, og i denne bog bliver forfatterens identitet udfordret.

Som voksen finder Jennifer Teege ud af, at hendes bedstefar var den grusomme KZ-kommandant Amon Göth, der ledede koncentrationslejren Plaszow i Krakow.

Jennifer har aldrig kendt sin bedstefar, men kun sin bedstemor, der altid har talt kærligt og ømt om hendes afdøde mand. Heller ikke Jennifers mor Monika har nævnt, at hendes far var en af nazitysklands bødler.

Jennifer blev som lille bortadopteret af sin mor. Hun er resultatet af en kærlighedsaffære mellem moderen og en nigeriansk mand, og som sådan absolut ikke arisk, hvilket ikke ville have passet ind i bedstefaderens ideologi – deraf titlen “Min bedstefar ville have skudt mig”.

Bogen er selvbiografisk og følger Jennifers opdagelse af sit slægtskab som 38 årig og om den erkendelsesproces, hun må igennem for at forlige sig dermed. Den er skrevet af Nikola Sellmair og veksler mellem “Jennifer der fortæller om sig selv og sin opdagelse” og “Nikola, der faktuelt fortæller om hendes møde med Jennifer, om bedstefaderen, lejren og nazitiden”, og det fungerer fint for læseren.

Det er en rigtig god bog, der på sober vis beretter om den identitetskrise Jennifer kommer i, da hun ved et tilfælde finder ud af sin slægtshistorie. Jennifer er en intelligent og varm kvinde, og historien er rigtig godt fortalt.

Jennifer har mange jødiske venner og det er svært for hende at fortælle dem, at hun er barnebarn af den mand, der måske slog deres slægtninge ihjel.

Absolut en anbefalelsesværdig bog om et mørkt kapitel i verdenshistorien – og om de efterkommere, der må leve med visheden om, at en bedstefar eller bedstemor gjorde forfærdelige ting mod deres medmennesker.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter