Alting har en ende af Michael Bundesen og Kaare Sørensen

Biografier er bøger, man nogle gange læser, fordi man beundrer det menneske, der viser sit liv frem og gerne vil eje et stykke af dette menneske, eller måske fordi man gerne vil have cementeret sine fordomme om en, man ikke er så vild med.

I tilfældet med ”Alting har en ende” var mit læseønske at få mere at vide om en af de musikere, der har lagt lydspor til min ungdom. Mange har de gange været, hvor jeg har skrålet med på ”Den røde tråd” og ”Hvalen Hvalborg”, enten ved en koncert, i bilen eller hjemme hos mig selv.

”Alting har en ende – og en regnorm den har to” er et af de gakkede og intelligente rim, som Shu-Bi-Dua har lavet. De legede med sproget og udstillede både sig selv og deres lyttere, når de sang om ”en lille og krukket dille” i de år, hvor vi gerne betalte ekstra for La Costes grønne krokodille på trøjen.

Titlen ”Alting har en ende” er også et ordspil, for alting fik brat en ende, den dag forsangeren Michael Bundesen fik en blodprop. Godt nok havde han i nogen tid leget med tanken om, at nu skulle Shu-Bi-Dua nedlægges, men de tog altid lige en sæson mere, når cirkushestene lugtede savsmuldet.

Bogen er skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen, der har gjort et rigtig godt job. I løbet af hele bogen fornemmer man Michael Bundesens stemme – bogen er skrevet i “jeg” form – , og det har stor værdi for læseren, især i de passager, hvor der citeres fra Shu-Bi-Dua-sange. Her kan man ikke lade være med lige at synge med – og gerne flere passager, end der er trykt i bogen. Shu-Bi-Duas tekster er lidt lige som julesalmerne, når man først har fat i en bid, kommer resten af sig selv.

Mange af de historier, der kommer frem i bogen – om stridigheder og uvenskab – er ikke noget, jeg husker fra min Shu-Bi-Dua-tid, og jeg var slet ikke klar over at Shu-Bi-Dua og Gasolin havde noget kørende om, hvem der var bedst – og ikke ville være i stue sammen.

God bog, der som Michael Bundesen siger et sted, er hans fortolkning af tiden med Shu-Bi-Dua. Det kan være at nogle af Shubberne oplevede det anderledes, og det skal de have lov til. På trods af, at blodpropperne tvang Michael Bundesen til at lægge bandet på hylden, er det ikke en sørgelig bog, omend det er vemodigt, at han ikke selv fik lov at bestemme sin exit.

Bogen er fyldt med dejlige billeder, der fint supplerer teksten. Michael Bundesen ville være Danmarks Elvis. Det blev han ikke. Han blev Danmarks Michael Bundesen, og den er fjong.

Citat bagsiden: “En personlig rejse gennem fire årtiers vanvittig, eksplodrende energi i Shu-Bi-Dua, drengeklubben, der blev nationalband og skabte nogle af vores mest elskede sange”.

Jeg har hevet min Shu-Bi-Dua musik frem igen og går og synger med på sange, der i dag ville risikere at krænke nogen, men som af samtiden blev betragtet som skæg og ballade med et strejf af eftertanke: ”Der findes andre folk, end dem der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi ligegodt aldrig nogen sinde gjort – de varme lande er noget lort”.

En velskrevet bog, der vil vække glæde hos generationen, der voksede op med Shu-Bi-Dua.

Lån bogen på Bibliotek.dk