Absolutte venner af John le Carré

‘Absolutte venner’ kom lige efter mesterværket ‘Den standhaftige gartner’. Jeg var ikke særlig begej­stret for bogen første gang, jeg læste den, så det var på sin plads, at give den en chance mere, da det før har givet en helt anden oplevelse ved en genlæsning af Carré. Det var dog ikke tilfældet med denne bog.

‘Absolutte venner’ er historien om Ted Mundy. Han blev født i Pakistan i 1947, samtidig med at lan­det løsrev sig fra England. Han voksede op uden mor og med en fordrukken oberst som far. Hele li­vet igennem har Ted en evne til at knytte sig til venstreorienterede mennesker, lige meget om han er i England, New Mexico eller Tyskland. I starten af 70’erne befinder han sig i Vestberlin, hvor han møder vennen for livet, Sascha. De laver nogle aktioner mod det kapitalistiske borgerskab, og under en aktion redder han Saschas liv, men bliver samtidig smidt ud af Vesttyskland. Efter at have flakket noget rundt, falder han til ro med familie og barn, og får arbejde i British Council, hvor han er en slags rejseleder for teatergrupper o.l., som turnerer bag Jerntæppet. En dag møder han igen Sascha, der nu befinder sig i stasis stab, men han er af forskellige grunde desillusioneret, og ønsker at spio­nere mod Østtyskland, og Ted bliver hurtigt hans mellemled.

Problemet med bogen er desværre også Ted, for han er virkelig en kedelig person, grænsende til det selvudslettende. Han lader sig føre rundt og følger med uden de store protester. Da han skal skilles, hjælper han sin kommende eks med at få sønnen til at forstå den nye situation, ved at have hygge­stunder sammen med sønnen og dennes nye stedfar. Sjældent har jeg set så upersonlig en hovedper­son i Carrés bøger. På flere punkter minder bogen om ‘En perfekt spion’, der også er historien om to venner, der mødes efter mange år og begynder at spionere for hinandens lande, uden dog at være en genfortælling af den bog.

Carrés egentlige budskab med bogen kommer først frem på bogen sidste sider, der skiller sig meget ud fra resten af bogen. For Carré er nemlig vred, ligesom sin hovedperson Ted. Vred på USA, Blair og hvem der nu ellers støtter Irak krigen og USA’s Guantanamo base og de dér tilhørende overtrædelser af menneskerettighederne. For mig var det dog en meget lang og halvkedelig historie vi skulle igen­nem, for at komme til pointen og den ligeså stereotype Carré afslutning.

Hvis man gerne vil begynde at læse Carré, så er ‘Absolutte venner’ ikke et godt sted at starte. Det bliver ikke meget bedre i den efterfølgende ‘Den gode tolk’ og det går helt galt i ‘Marionetten’. Start hellere med ‘Den standhaftige gartner’!

Lån bogen på bibliotek.dk