1950 – High Noon af Gunnar Staalesen
608
2002
8774566636
1950 - High Noon
2. udgave, 1. oplag
Så kendt og elsket er Gunnar Staalesens romandetektiv Varg Veum, at der ved vandkanten i Bergen, hvorfra både Gunnar og Varg stammer, er rejst en bronzestatue af den misantropiske opdager. Jow-jow, Staalesen er stor i Norge, som ellers også kan bryste sig af en Jo Nesbø og en Karin Fossum.
(Parentetisk bemærket, så er det svært at forestille sig Jussi Adlers Afdeling Q-(anti)helt Carl opnå lignende tilbedelse – eller hur?)
Ved siden af krimierne har Staalesen skrevet en historisk Bergen-trilogi, hvori “1950 – High Noon” udgør midterstykket. Også her indgår en løst antydet kriminalintrige – selveste Varg Veum optræder angiveligt i seriens sidste bind – men handlingen minder nu mere om Krøniken end om Barnaby (for at nævne en anden roligt affabel krimiserie).
Et udsnit af bagsideteksten rammer stemningen i bogen ganske præcist:
“På et bredt historisk lærred – fra sommerolympiaden i Berlin 1936, over krigen mod landsforræderi, modstandskamp og tysk terrorregime og frem til den kolde krig – følger vi igen familierne Moland, Brandt, Nesbø og Helgesen, alt imens nye slægtled kommer til og danner nye mønstre af kærlighed og svig, forventninger og savn, succes og fiasko.”
Har du ikke læst 1’eren, vil du blive overvældet af det enorme persongalleri. Hver især optræder i alt for korte sekvenser til, at et decideret handlingsreferat giver mening.
Murstensromanens plusser er de flotte tidsbilleder fra Bergen i 1930’erne, 40’erne og 50’erne samt Staalesens vanligt sikre hånd, når det handler om at få troværdige karakterer til at indgå i en elegant flydende kontekst. Her vrimler med fæle nazister, swingende jazzmusikere, smukke femmes fatales og uendeligt debatterende kommunister.
Men – Staalesen vil beklageligvis alt for meget og breder sig over et stofområde, der snildt kunne rumme tre-fire store romaner. Som læser når man aldrig dybt nok ned i de mange personer og deres respektive handlingstråde til for alvor at blive grebet.
“1950 – High Noon” føles som at sidde behageligt tilbagelænet i en mørk biograf, mens en timelang trailer for et antal historiske film flimrer forbi oppe på lærredet. Man ville egentlig gerne se alle filmene, men har allerede glemt, hvad de første af dem handlede om.
I min optik er Gunnar Staalesen klart bedre til snævert afgrænsede krimier end til stort anlagte historiske dramaer.
