100 dage af Lotte Kaa Andersen

Hellere rask og rig end syg og fattig, sammenfattede en ven fra Brøndby Strand engang sin hidtidige livsvisdom. I dag sidder han ensom i et psykiatrisk bofællesskab i Glostrup.

Selv om den fysiske afstand til rigmandsenklaven Gentofte nord for København – Reservatet i folkemunde – kun er godt 10 km, er der en verden til forskel. Min ven ville næppe begribe de udfordringer (‘problemer’ er for underskudsmennesker), som persongalleriet i romanen “100 dage” geråder ud i.

Det er ikke Lotte Kaa Andersens fejl. På sine egne præmisser skriver hun veloplagt og rammende om syv-otte letgenkendelige typer, der bebor nogle husnumre på en af Danmarks dyreste veje, Hambros Alle 7-9-13 (som også er titlen på forløberen til “100 dage”).

Skilsmisseadvokaten Caroline prøver at få en slags fællesskab i gang i sin lille familie, men ægtefællen, den fjottede ejendomsudvikler Kaare, og teenagesønnen, det mut-oprørske pothoved Lukas, vil hellere køre deres eget ræs.

Arbejdsløse Cille prøver at finde sig et job som grafisk designer, mens hun lukker ørerne for den syndflod af uempatiske råd, hendes stræbermand, McKinsey-konsulenten Ask, dagligt hælder ud over hende. Som tiden går, bevæger hendes selvtillid og vægt sig i hver sin retning.

Og så er der den unge enke Line, der prøver at finde “noget så sjældent som en ordentlig mand” via Beautiful People og Elitedaters. Frem dukker den let affekterede læge Peter, og nu er spørgsmålet, om det bliver for useriøst at bruge emojies i sms’erne? “Line savner en mand, og savnet har Peters ansigt.”

Nej, livet er bestemt ikke let i millionæridyllen Gentofte. Der er langt til Tove Ditlevsens hændervridende socialrealisme, men det er jo heller ikke Hotte-Lottes ærinde med sin moderne sædeskildring af mennesker med små og større udfordringer på tilværelsens solside.

“De gør de samme ting år efter år… De har et fast bord på en bestemt restaurant efter Hubertusjagten, de holder ferie på Skagen i uge 29 og juleshopper i London i december.” Ja, præcis sådan er det i 2900 Happiness.

Sproget er letflydende, der er glimt i øjet – og alt for megen tomgang. At læse Lotte Kaa Andersen er som at følge en ferm og meget dansk soap med en stribe stereotyper, som man enten elsker eller elsker at hade. Blev bogen filmatiseret, ville det have den fordel, at vi ville få sat ansigt og alder på hovedrolleindehaverne; det savnes her i den noget episodiske og skitseagtige manuskriptfase.

Efter nu to bøger med samme personkreds og tematik vil det klæde forfatteren at bevæge sig ud på dybere vand. Derude, hvor der for alvor er noget på spil; hvor vi kommer rigtigt ind under huden på karaktererne; og hvor der er indbygget en handlingsgang med fremdrift i.

“100 dage” føles som ganske let løb på stedet, hvor man som læser snydes for det endorfinsus, som hovedpersonen Caroline heller aldrig når.

Lån bogen på bibliotek.dk